Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/189

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Kongens og Biskoppens egne Sager, at vaage over Tingets Orden og Fredens overholdelse, – og at de alene i saadan Egenskab har overværet Tingforhandlingerne, men uden direkte Stemme i Sagernes Afgjørelse. Herfor taler afgjørende Forbudet mod, at nogen Lændermand tager Sæde i Lagretten uden Bøndernes Tilladelse (F. L. I. 2); i sidste Fald er det nemlig som Bøndernes Høvding (Herser), ikke som Kongens Embedsmand, han er med. – At Lagmanden ved Lagtingene lige fra dette Embedes Oprettelse har ledet Forhandlingerne, ligesom Gjaldkeren paa Bymødet, er vist, og at han snart ogsaa har faaet Sæde i Lagretten, synes ikke at kunne betvivles. Hvor vidt Lagmanden derimod ligeledes har haft Stemme ved Heredstingene og Bymøderne, naar han var tilstede der, er mere usikkert. Paa Landet er det ikke rimeligt; men i Byerne synes det, som oven bemærket, at have været Tilfældet, jfr. B. L. VII. 15, der dog bestemt sondrer mellem Lagmandens Stilling paa den ene og Gjaldkerens og Sysselmandens paa den anden Side. At Gjaldkeren har haft Stemme ved Lagtingets Domme, synes ligeledes usandsynligt. – At derimod alle disse Betjente faktisk kan have øvet en væsenlig Indflydelse paa Sagernes Udfald, og vel ogsaa stundum grebet direkte ind i Afgjørelsen, staar vist neppe til at nægte.

§ 63.
Lagmands-Embedet.

Den ledende Stilling, som de kongelige Ombudsmænd, Lændermændene og Aarmændene indtog til Tingene, ved at opnævne Nævndermænd og Lagret, overholde Tingets Orden og forestaa Fuldbyrdelsen af dets Domme, var en ligefrem Følge af deres Forhold til den lokale Landsstyrelse. I selve Tingforhandlingerne havde de derimod i denne Egenskab ingen Del, men indtog ligeoverfor det til Tinge forsamlede Folk en Parts Stilling – Derimod maatte Folkets egne patriarkalske Høvdinger, Herserne, selvfølgelig ogsaa her optræde som Bøndernes Raadgivere og Ledere, og deres overgang til kongelige Embedsmænd, Lændermænd, udslettede ikke deres Myndighed