Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/184

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

først af var fremstaaede ved de lokale Forholde egen Magt, gjennem den livligere Samfærsel og derved fremkaldte tættere Bebyggelse, hvortil visse Lokaliteter særlig egnede sig; hvorledes disse Omstændigheder fremkaldte egne Retsvedtægter for disse særlige Forhold, men uden derfor at stille By-Omraadet i nogen skarp afsondret Stilling lige overfor Land-Distriktet. Den saakaldte Bylov (Bjarkeyjar-réttr, ovf. § 5) var saaledes ikke saa meget at betragte som Lov for et bestemt Sted, men mere som en Samling af Forskrifter for visse særlige Forhold (jfr. B. R. 42), og den Lovbog, som bar dette Navn, var intet Andet end vedkommende Lagdømmes almindelige Lov, hvori disse Forskrifter var indflettede paa sit Sted, og derimod de for Landsforholdene ejendommelige Institutioner udeladte.

Imidlertid var det en naturlig Sag, at Beboerne af de Steder, hvor saadanne særlige Forhold antog noget betydeligere Omfang og Stadighed, sluttede sig sammen og i sine særskilte Forsamlinger afgjorde Kredsens egne indre Anliggender, altsaa for saa vidt udtraadte af Fællesskabet med de egentlige Heredsbønder. En saadan Ordning kunde efter Beskaffenheden af det Forhold, hvori Medlemmerne af de engeste Samfundskredse stod til hinanden, neppe engang behøve noget formeligt Samtykke fra Heredsbøndernes Side; ti selve Forbindelsen hvilede igrunden blot paa den Interessernes Solidaritet, som bandt Bygdelagets Indvaanere sammen, og maatte følgelig ophøre af sig selv, naar hin Grund bortfaldt. Derimod udkrævedes vistnok en Anerkjendelse fra Kongedømmets Side, for at et Distrikt skulde kunne danne en egen Kommune, og en egen Ret gives stadig Anvendelse inden sammes Grænser, ogsaa udenfor de særlige Forhold, hvorfor den ipso jure var gjældende. Hvad der forstodes ved „Anlæg af en Kjøbstad“ i den ældre Tid, har vistnok ikke været andet end netop en saadan Anerkjendelse af de inden en vis Grænse (takmørk) Boende som egen Kommune og lydende under Bjarkøretten; jfr. B. R. 173: þat heitir takmerkir, er liggr í bœarmanna løgum. Herpaa synes ogsaa B. R. 42 at tyde, naar den, efter først i Almindelighed at have sagt, at Bjarkøretten er gjældende overalt ved Fiskerier og under