Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/166

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

enhver Retstvist, som ikke opgjordes i Mindelighed, antog Karakteren af en virkelig Strid mellem Parterne og at enhver Retsnægtelse almindelig opfattedes som Retskrænkelse.

Denne Betragtningsmaade førte dog ikke derhen, at Parterne i borgerlige Retstvistigheder ansaaes berettigede til at tage sig tilrette paa egen Haand[1]. Ligesom Hævnen i Tilfælde af virkelige Fornærmelser var stillet under Samfundets Opsigt og underkastet store Indskrænkninger, saaledes var i borgerlige Trætter Selvtægt ganske forbudt. G. L. 34 jfr. 216 og 265, og M. L. VIII. 1, B. L. ibid. udtaler ligefrem den Grundsætning, at hver Mand har Ret til at se Dom for sig, og byder, at den, som egenmægtigen tager sig Ret, skal bede Ransbod til Kongen og føre det Tagne tilbage, og siden søge sin Ret paa lovlig Maade. Efter F. L. X. 1, jfr. B. R. 44, 45 og 55, medførte Selvtægt Sagens Tab i Realiteten og, hvis Gjerningsmanden ikke paa Opfordring tilbageleverede det Tagne, tillige Ransbod til Kongen[2]. Var det de kongelige Ombudsmænd, som misbrugte sin Stilling paa denne Maade (ulovligt Atfør), betragtedes dette som Brud paa Landefreden, G. L. 141 og 142, F. L. IV. 50–52 jfr. V. 13 og X. 33. – Men i alt dette laa egentlig intet Andet, end at Sagsøgeren overalt, hvor han havde en Ret at gjøre gjældende, maatte befølge en lovlig Fremgangsmaade, og derved var intet afgjort om Beskaffenheden af denne Fremgangsmaade.

Heller ikke mangler Lovene Exempler paa Tilladeligheden af umiddelbar Selvhjælp. Hvis den Sagsøgte vægrede sig ved

  1. Dette var som bekjendt Rogges Opfatning: „Das Wesen der Germanischen Freiheit war, dass es keine øffentliche Gewalt gab, die den Handlungen des Einzelnen einen Zwang anlegen konnte“, – Gerichtswesen S. 94 jfr. 145.
  2. G. L. 34: Engi várr skall fyrir øðrum fé taka, ok ekki skulum vér oss at gripdeildum gera; dóms er hverr maðr verðr fyrir sínu fé at hafa. En sá er fyrir øðrum tekr, hann skal þat aptr fœra ok bœta konungi baugi fyrir mistekju, ok sœkja sitt at løgum síðan. – F. L. X. 1: Engi skal fyrir øðrum taka ertog eða ertog meira. En ef tekit verðr, þá skal hinn fara eptir, er þau føt á, með vátta, ok beiða út síns innan næsta mánaðar síðan er hann spyrr. En ef hann lætr af, þá hefir hann fyrirtekit sókn sinni; en ef hann heldr á ok lætr eigi laust, þá liggr ran við, ok fyrirfarit sókn sinni jafnt sem áðr.