Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/164

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


For Vægring af de pligtige Ydelser til Kirken og dens Tjenere foreskrives Bøder; men modvillig Undladelse i 3 Aar betragtedes som Affald fra Kristendommen og medførte útlegð (Landflygtighed). Forsømmelse af Tiendepligten bødedes med 3 Mark for hvert Aar, G. L. 7, 8 og 22; B. K. R. 11; E. K. R. 22; F. L. II. 18; J. K. R. 19, der, som sædvanligt, nedsætter Boden til 12 Ører. Undladelse af at erlægge Biskopsreiden belægges i E. K. R. 33 ligeledes med 3 Marks Bod; men i G. L. 9 med en Bod af 3 Ører. Forsømmelse med at yde Biskoppen Skydsbefordring belægges i G. L. 33 og F. L. II. 44 med 3 Ørers og J. K. R. 6 med 1½ Øres Bod.

Embedsforsømnælser af Biskop eller Præst havde i Almindelighed til Følge, at den Forsømmelige tabte sin Lønning i det Aar af vedkommende Distrikt; det behandledes saaledes som en borgerlig Forseelse, se G. L. 8, 9 og 23; B. K. R. 10 og 12; jfr. E. K. R. 48 og 49; F. L. II. 14, 44 og IV. 8. Nogen anden Straf for Biskoppens Overtrædelse af sit Kalds Pligter findes selvfølgelig ikke foreskreven i Loven, da han forsaavidt alene svarede for Pavens Domstol. Derimod nævnes i de ældre Kristenretter forskjellige Tilfælde, hvori Præsten for Embedsforseelser forfaldt i Bøder til Biskoppen, regelmæssig paa 3 Mark. Saaledes: for urigtig Tilsigelse af Faste- eller Helligdage, G. L. 15[1]; B. K. R. 13; E. K. R 10; F. L. II. 22 (3 Ører) og J. K. R. 20 (1½ Øre); for utilbørlig Nægtelse af Daab eller den sidste Olje, G. L. 21 og 23; B. K. R. 10 og 12 jfr. (II.) 19; F. L. II. 14; for Uforsigtighed med Ild i Kirken, E. K. R. 35. For Vægring af Bistand ved Edsaflæggelse skulde Præsten efter B. R. 37 bøde 3 Mark halft til den, som skulde anlægge Eden, og halft til Bykassen, jfr. derimod F. L. IV. 8. – Indgriben i anden Præsts Kald, for at tilvende sig hans Indkomst, belægger G. L. 23 med en Bod

af 12 Ører til Biskoppen; jfr. derimod F. L. II. 17.

  1. Hvervitna þess er þeir misbjóða oss eða brjóta boðorð biskups, þat er til kristinsdóms várs veit, þá skulu þeir fyrir þat fé bœta biskupi; fyrir því at vér høfum þat afnumit, at þeim skyli með høggum ráða; því at vér mægjumst við þá, eða látum læra sunu vára; kennimenn várir skulu hafa mannhelgi slíka, sem hverr várr við annann her á landi.