Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/161

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Barnet befinder sig, hvilket J. K. R. 2 nedsætter til 3 Ører. Oversteg Forsømmelsen et helt Aar, skulde Husbonden have forbrudt alt sit Gods, hvorimod hans Kone beholdt sin Ejendom.

Ogsaa Forsømmelse med at lade Døde ordentlig begrave inden 5 Dage belægger G. L. 23 med en Bod af 3 Ører, og ligesaa at begrave Lig paa hedensk Vis i Hauger eller Røser. Modvillig Undladelse af Begravelsen medførte útlegð. – Efter E. K. R. 51 medførte Forsømmelse af Begravelsen inden Femt en Bod af 3 Mark, og efter F. L. II. 15 en Bod af 6 Ører, der i J. K. R. 16 er nedsat til 3 Ører. – Af anden Overtrædelse af Anordningerne om Begravelse nævnes: At begrave Hedninger, Bansatte eller Ubødemænd i Kirkegaard (G. L. 22; E. K. R. 50; F. L. II. 10; J. K. R. 16); at begrave Nogen paa et i Forhold til hans Stilling i Samfundet uretteligt Sted, saavelsom at opkaste den Dødes Levninger, inden Liget er fuldkommen forraadnet (B. K. R. 9; E. K. R. 50), samt at begrave Lig egenmægtig mod Præstens Forbud (greftar-rán, B. K. R. 12). De medførte Bøder af forskjellig Størrelse, mest 3 Mark.

Endelig mærkes F. L. III. 12, der for modvillig Udsættelse med at holde Bryllup inden et Aar efter Fæstemaalet sætter en Bod af 3 Mark, i J. K. R. 41 nedsat til 12 Ører; samt B. K. R. 3, der for modvillig Undladelse af at vænne Barn fra Brystet sætter en Bod af 3 Mark.[1]

Af andre Overtrædelser af Kirkens Forskrifter mærkes Helligbrøde, der almindelig belægges med en Bod af 6 Ører for Søndage og de større Festdage, og 3 Ører for mindre Højtider. G. L. 18; B. K. R. 14; E. K. R. 9, 12, 13 fgg., jfr. dog 15; F. L. II. 28, 30, 31 og 34; B. R. 4; J. K. R. 22–25, hvor Boden, som sædvanlig, er sat til det Halve.

– Paa lige Maade straffedes Rettergang og Edsaflæggelse

  1. Nú skal kona hver hafa barn sitt við brjóst sér eigi lengr en tvær føstur ok til hinnar þriðju. En ef bóndi hennar mælir, at hon skal barn sitt af brjósti sér láta, ok hefir hann kvánriki svá mikit, at kona hans vill eigi at orðum hans láta, þá er hon sek mørkum þrem af sínu einu fé. En ef hann gár eigi heldr en hon, þá eru þau bæði sek mørkum þrem af beggja þeirra fé.