3 Marks Bod, og hvis Ægtefolkene modvillig efter 3 Maaneders Stevne vægrede sig ved at fornye Samlivet, indtraadte Fredløshed (Landflygtighed). I E. K. R. 22, der ikke angiver Størrelsen af Boden for Bigami, Frilleliv eller Hor, sættes Boden for ulovlig Skilsmisse til 6 Ører.
Sodomitteri erklæres i G. L. 32 for Ubødesag. For crimen bestialitatis foreskriver G. L. 30 og F. L. Indl. 11, jfr. III. 18 og J. K. R. 58, Gilding og derefter evig Landflygtighed.
Mened (meinsœri, rangr eiðr) omhandles ikke i de ældste Love undtagen fra Parter. – Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164, G. L. 28, belagdes Mened med 15 Marks Bod og 3 Mark for hver godtroende Medsværger, uden at det udtrykkelig siges, hvem Boden skal tilfalde. Men da Kirken, som bekjendt, stadig paastod, at Mened hørte under dens Jurisdiktion, var det antagelig Meningen, at Boden skulde tilfalde Biskoppen. Erkebiskop Sigurds Kristenret, F. L. II. 46 jfr. III. 3, sætter Straffen for Mened til 3 Mark, samt 12 Ører for hver Medsværger, til Biskoppen, hvilket i J. K. R. 53, som sædvanligt, er nedsat til henholdsvis 12 og 6 Ører. – Vidner aflagde i den ældste Tid vistnok sin Forklaring uden Ed; var den urigtig eller blev den tilsidesat, om og blot paa Grund af en Overvægt i Modvidnernes Antal, straffedes vidnet med en Bod til Kongen af 3 Mark (G. L. 60 og 266; F. L. XIII. 25), hvorhos de uefterrettelige vidner (skrøkváttar) for Fremtiden var ugilde saavel til selv at aflægge som at nyde Andres Vidnesbyrd. Først ved Midten af det 13de Aarh. synes det at være kommet i Brug at lade Vidnerne aflægge Ed,[1] og man anvendte da selvfølgelig Straffen for Partsed, jfr. F. L. Indl. 13 og 16. – Ifølge B. K. R. (II.) 10, der udentvivl tilhører Lovens verdslige Del, skulde den, som førte urigtigt Vidnesbyrd (er leitt hefir skrøkvitni), bøde 6 Mark, og 3 Mark for hvert Vidne. – M. L. IX. 16 behandler fremdeles Mened som borgerlig Forbrydelse og sætter Straffen til 4 Mark samt 6 Ører for hver godtroende Medsværger til
Kongen, samt 3aarig útlegð og bestandig Ugildhed til sednere
- ↑ Endnu M. L. IX. 13 skjelner mellem rangir eiðar og skrøkvitni.
