Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/151

Overtræderen fra det kristne Samfund eller simple Fredløshedssager eller Bødesager, der kunde eller skulde afsones med Bøder. Men, medens Boden ved Forbrydelser mod den verdslige Statsmagt paa engang indeholdt Fyldestgjørelse for det skete Brud paa Samfundets Orden og for den Fornærmelse, som derigjennem var tilføjet Ordenens Vogter personlig – kunde den for Kristendomsbruds Vedkommende alene have den første Betydning. I alle grovere Tilfælde maatte desuden den mod Gud begaaede Synd forsones med en egen Kirkebod (skript, at gange til skripta ok bœta við Krist), hvis Undladelse Loven belagde med Fredløshed. – Ogsaa Fredløsheden selv havde i Kristenrets-Sager tildels en forskjellig Betydning, idet den ikke indtræder paa Grund af Krænkelse af en Medborgers Ret, men som en konsekvent Følge af Lovens Bud: at ingen Ukristen skal taales i Landet (G. L. 22; E. K. R. 17; F. L. II. 4^[1] og 5; J. K. R. 2 og 3). Den ubetingede Fredløshed, der ikke ved Bøder skulde kunne forsones, kunde alene indtræde, hvor Gjerningen ogsaa grovelig krænkede den borgerlige Lov, saasom for Barnemord, Voldtægt og Troldom, der anvendtes til Andres Skade. I andre Tilfælde kunde Fredløsheden alene faa Betydningen af Landsforvisning (fara ór landeign konungs várs), indtil Forbryderen faldt tilfode og gjorde Bod;^[2] fra Kirkens Standpunkt kunde jo Angeren og Omvendelsen egentlig aldrig komme forsilde (ecclesia non sitit sangvinem). G. L. 28, 29 og 32 viser, at selv ofring til Afguder, Troldom (naar den ikke øvedes til Andres Skade) og Blodskam kunde afsones med Bod. Tvivlsomt er det ogsaa ofte, hvorvidt Fredløsheden i de enkelte Tilfælde er ment at skulle være uigjenkaldelig eller ikke, da Kristenretterne ofte bruger Benævnelserne Ubødesag og Utlegdssag paa saadan Maade, at det tydelig kan sees ikke at være

Lovens Mening hermed at betegne nogen forskjellig Art af

1. Hverr maðr skal kristinn vera í konungs veldi þessu. Ala má heiðinn mann um nátt, ef hann ferr til kirkju þeirrar, er prestr er at. En ef hann ferr frá kirkju þeirri, er prestr er at, úskírðr, þá er hann úœll; þá skall hann einn í búð sér, ok kaupa kaupum sínum, ok fara af landi sem skjótast má hann.
2. Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 91 fgg. se ovf. S. 15.