(Hkb. 10) samt i M. L. II. 6, jfr. Rb. 16 Septbr. 1302: at den, som ved Tronledighed lader sig tage til Konge paa lovstridig Maade, skal have forbrudt sin Fred og sit Gods og være i Kirkens Bann, og de Mænd, der er opnævnte til Deltagelse i Kongevalget, hvis de undlader at møde, skal, ifald de er Kongens haandgangne Mænd ansees som Landsforrædere, og, ifald de er Bønder, bøde 40 Mark (eller efter M. L. 8 Ørtuger og 13 Mark) til Kongen.
De forskjellige overtrædelser af Kristenretten (kristindómsbrot) betragtedes, paa samme Maade som de offentlige Forbrydelser, som Forstyrrelse af den retlige Orden, der inden Samfundet søges opretholdt, altsaa som Fredsbrud, idet det var et udtrykkeligt Bud, der i samtlige Landslove stilles i Spidsen, at alle Mennesker i Landet skal være Kristne. Uagtet Gejstlighedens Fordring paa uafhængig Lovgiver- og Dommer-Myndighed aldrig i den fulde Udstrækning vandt Anerkjendelse i Norge, var der dog ingen Uenighed om, hvad der i Virkeligheden skulde være tilladt eller forbudt, lige saalidt som om, at det nærmest var de kirkelige Styrere, der havde at vogte Samfundsordenen i denne Henseende, – altsaa at paatale Overtrædelserne og modtage Fyldestgjørelse for dem, – alt dog under stadig Medvirkning af den verdslige Magt, hvem derfor ogsaa en Andel i Bøderne var tillagt – Derimod maatte Opfatningen af disse Lovbrud som Fornærmelse nødvendigvis undergaa en Afændring. Den egentlig Fornærmede var jo efter den almindelige Opfatning her Gud selv, der naturligvis maatte forsones paa en anden Maade end et Medmenneske. Selve Opfatningen af Forbrydelsen som Fornærmelse var noget for den kirkelige Betragtning Fremmed. Kirken betragtede Forbrydelsen som Synd, og fordrede Fyldestgjørelse gjennem Anger, skriftemaal og Pønitens (contritio cordis, confessio oris, satisfactio operis). – Kristendomsbrud var saaledes vistnok, ligesom alle andre Forbrydelser, enten Ubødesager, der ubetinget udelukkede
