Kongen en almindelig Magt til at afgjøre, hvad der skal gjælde som Lov. – Saaledes erholdt Kongen i Norge den samme Myndighed, som allerede fra de frankiske Kongers Tid havde tilkommet Kongerne i Tyskland og Frankrig under Navnet Bann,[1] nemlig Ret til at udstede Befalinger under Straffetrusel, og Ulydighed mod en saadan kongelig Befaling (bréfabrot) blev en egen Forbrydelse. Straffen herfor synes, forsaavidt ikke anderledes var bestemt i selve Brevet, oprindelig at have været 4 Marks Bod, hvilken Sats, som før bemærket, vistnok er dannet efter den gamle 15-Marks-Bod, der netop havde sin fornemste Anvendelse for Indgreb i de kongelige Prærogativer (se ovenfor S. 24). Ved Rb. 25 Novbr. 1315 blev dens Størrelse, hvor intet Andet var bestemt, sat til 8 Mark; men den synes i Almindelighed at have været lige med Fredløshedsboden, 8 Ørtuger og 13 Mark, som allerede findes foreskrevet i Haakon Magnussøns Luxusanordning af 21 Oktbr. 1314. – Brevbrudsboden fik en overmaade hyppig Anvendelse, idet den ikke alene sattes som en almindelig Straf ved den store Mængde administrative Anordninger, som i den følgende Tid udstedtes, men endvidere regelmæssig indtraadte for Undladelse af at møde efter kongelig Stevning eller af at efterkomme Kongens Dom (Rb. 11 Oktbr. 1303), saavelsom for at krænke de private Korporationer og Andre tilstaaede Privilegier (saal. Rb. 23 April 1352, 15 Juni 1361, 13 Marts 1362 o. fl.), ligesom alle Forurettelser mod den, der var meddelt kongeligt Beskjærmelsesbrev (varnaðar-bref), belagdes med Brevbruds-Bod foruden de i Loven foreskrevne Bøder,[2] se saal. Dipl. Norv. II. No. 133 af 1318, 227 af 1338, 233 af 1339 og 289 af 1348. Jfr. ogsaa Dipl. Norv. I. No. 161 af 1320 og 241 af 1336; II. No. 57 af 1300 og 205 af 1334; III. No. 71 af 1308; V. No. 165 af 1343 og 209 af 1349. – Se endvidere Fr. 19 Juni 1582 (Paus S. 390).
VI. Endelig kan i denne Forbindelse mærkes Bestemmelsen i Magnus Erlingssøns Tronfølgelov af 1164 (G. L. 2),
der er gjentagen i Haakon Haakonssøns Tronfølgelov af 1260
