herjede i den samme Fjord, hvorfra han var dragen ud. Vikinger, som herjede indenlands, efter at have opsagt Freden, var vistnok ogsaa fredløse, „men ikke Nidinger“, og havde Adgang til at faa sin Fred igjen ved at erstatte de Røvede deres Tab og bøde til Kongen: Høvdingen 40 Mark og hver af hans Ledsagere 3 Mark Sølv. Hvo der kjøbte røvet Gods af Vikingerne, var ligeledes brødig 3 Mark, G. L. 314; F. L. VII. 25. – Ifølge M. L. III. 16 og 17 er alt Røveri med væbnet Haand Ubødesag for alle Deltagerne, jfr. dog VIII. 1, der ligesom G. L. 142 aabner Røverne Adgang til at faa beholde sin Fred mod at føre det Røvede tilbage og bøde 10 Mark til Kongen. – Disse Forbrydelser stod iøvrigt i nært Sammenhæng med de ovenfor S. 105–107 omhandlede private Forbrydelser Boran, Buhøgg, ulovligt Strandhug, samt Atfør af de kongelige Ombudsmænd, hvorfor Straffen i det hele er den samme. I den almindelige Opfatning gjorde det i ældre Tider vistnok heller ingen væsenlig Forskjel, enten Anfaldet var en Overskridelse af offentlig Myndighed, eller alene Ytring af Enkeltmands Voldsomhed, lige saa lidt som, om det var rettet imod en hel Landsdel, eller alene mod en eller flere Medborgere; i første Tilfælde betragtedes Kongen, i sidste Fald den enkelte overfaldne Mand som den umiddelbart fornærmede Part; men Gjerningen i sig selv forblev den samme. Og Kongen selv var lige Ansvar undergiven for Brud paa Samfundets Fred som Undersaatterne, se især F. L. IV. 50–52.[1]
Til Sikkerhed mod saadan Ufred var Enhver, som byggede noget Langskib i Landet, forpligtet til paa den kongelige Ombudsmands Opfordring at gjøre Rede for dets Bestemmelse, og i andet Fald stille Borgen for sin fredelige Hensigt. Nægtede han dette, skulde Ombudsmanden efter G. L. 314 og M. L. III. 18 forhugge hans Skib, og hvis denne forsømte
det, paalaa dette Heredets Bønder, under en Bod
- ↑ Engi maðr skal atfør at øðrum gera, hvárki konungr né annarr maðr. En ef konungr gerir, þá skal ør skera ok fara láta fylki øll innan, ok fara at hánum ok drepa hann, ef taka má; en ef hann kemst undan, þá skal hann aldrigi koma í land aptr. En hverr, er eigi vill fara at hánum, skal gjalda merkr þrjár, ok svá ef ør þá fellir.
