byder Forlig paa første Thing saa højt, at det kan høres tvertover Thingkredsen; „thi da har han pralet af Drabet“. I alle Sager, som afgjordes med Fuldrets-Bod, skulde efter de ældste Love Fornærmeren anlægge en formelig Ed (jafnaðar-eiðr) paa: „at han selv vilde tage sligt Forlig og slige Bøder af sin Modpart, hvis han havde en lignende Sag mod denne“ (B. R. 31, 32, 90[1] jfr. M. L. IV. 26). – Imidlertid maatte ogsaa hos os Privathævnen efterhaanden vige for en af den offentlige Myndighed efter lovlig Rettergang idømt Straf: den indskrænkes bestandig inden snevrere og snevrere Grænser; dens Tilladelighed knyttes til den Betingelse, at Fyldestgjørelse gjennem Statens Medvirkning ikke har været at erholde (jfr. M. L. IV. 17 og 20), og tilsidst bortfalder den ganske, idet alene en principal Paatale-Ret bliver tilbage. Hvorledes tilsidst ogsaa denne bortfalder, og den hele Forfølgning af alle vigtigere Strafsager overgaar i Statens Haand, tilhører Fremstillingen af den nyere Tids Retsudvikling[2].
Opfatter man saaledes Forbrydelsen ublandet som Forurettelse, og altsaa ser bort fra dens Egenskab af Brud paa den sædelige Orden inden Samfundet i det Hele, da vil man kunne anskue den under en dobbelt Skikkelse: som Beskadigelse og som Fornærmelse. Den første lader sig i Regelen oprette gjennem Erstatning; den sidste kan, som immateriel, vel aldrig gjøres ugjort; men dens Braad kan borttages ved at Fornærmeren erkjender sin Brøde og ved en passende Forsoning i Gjerning lægger denne Erkjendelse for Dagen. Den simpleste og naturligste Form herfor er det, at han gjennem en Ydelse til den Fornærmede skaffer denne en materiel Behagelighed til Trøst for den forvoldte Sindslidelse. Dette er den private Bods sande Betydning (bæta = reparare,
- ↑ Hvervetna þar, er maðr bœtir manni fullrétti, þá skal hann vinna hánum jafnaðar-eið: at hann mundi slíkt sáttmál ok slíkar bœtr sér til handa taka af hánum, ef han ætti slíkan hluta máls sem hann, ok væri þeir jafnir menn, ok vildi hann sátt taka. En ef hann vill ekki þann eið vinna, þá er hann jafnt útlægr sem aðrir, þó at hann hafi fé bœtt. – Jfr. Schlegel, i Skand. Litt. Selskabs Skr. XVII. S. 331–73.
- ↑ Jfr. Kolderup Rosenvinge, Om Blodhævnen hos de gamle Skandinaver, i Jur. Tidsskr. XX. S. 130–56.
