Ildspaasættelse paa Sæterhus, Smedje, Jægerhytte eller andet desl. i Almenning medførte efter F. L. XIV. 8, foruden Erstatning og fuld Ret til Ejeren,[1] 15 Marks Bod til Kongen, idet det er betragtet som Indgreb i Kongens Højhedsret. Forsætlig Ildspaasættelse paa anden Mands Skov medførte derimod efter F. L. XIII. 12, foruden Erstatning og Landnam (samt vistnok ogsaa Avindsbod eller fuld Ret) til Ejeren, 3 Marks Bod til Kongen. – Forsætlig Ødelæggelse af anden Mands Sildevad medførte efter F. L. XV. 6 ligeledes, foruden Erstatning og Avindsbod til Ejeren, 3 Marks Bod til Kongen.
Særskilt fremhæves i alle de gamle Love lumsk, ondskabsfuld ødelæggelse eller Mishandling af anden Mands Husdyr. Ovenfor S. 105 er nævnt, at Frostatings- og Eidsivatingslovene henførte Drab af en Mands hele Besætning, eller mindst 3 Stykker Storfæ, til det kvalificerede Boran. Ødelæggelse af Kvæg i mindre Udstrækning behandles derimod ikke som Ran, men som en egen Forbrydelse. Bestemmelser herom synes fornemmelig at have været indeholdte i den ældre Eidsivatingslov, hvor Gjerningen benævnes fjárfœling (gl. L. II. S; 523), og som synes at have været Kilden til M. L. VII. 37 . Tilsvarende Bestemmelser og samme Navn findes ogsaa i den svenske Østgøtalov, Bygdab. 24, jfr. Vestgøtal., Retløseb. 8 (yngre Cod. 17 og 18). Og disse Bestemmelser har igjen saa megen Lighed med Forskrifterne i F. L. X. 46 jfr. XI. 24 og 25, at det ikke er at betvivle, at ogsaa denne Lov har betragtet Gjerningen paa lignende Maade, skjønt Navnet fjárfœling ikke der forekommer, men er omskrevet med „spell á búfé manns“. – Gulatingsloven synes derimod at indbefatte Gjerningen under spellvirki i Almindelighed. – Da Eidsivatingsloven imidlertid kun er bevaret i et lidet Brudstykke, og de øvrige Love gjennemgaaende bærer Præg af sednere Forandringer, bliver det neppe muligt med fuld Korrekthed at gjengive den gamle Regel. Imidlertid maa vistnok Forudsætningen antages at have været, at
- ↑ ok bœti þó spellvirki hinum, er átti.
