Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/102

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

styrkes med heimiliskviðar-vitni. Hvis imidlertid den Sigtede fralagde sig Beskyldningen ved den anordnede Ed (eller Gudsdom), maatte den, der havde fremført Beskyldningen, hvis han ikke var lovlig søgsmaalsberettiget i Sagen, bøde den sigtede hans fulde Ret trods det beviste Bygderygte, jfr. B. R. 35, der udtrykkelig siger, at Beskyldning mod Nogen for at være „Horebarn“ ikke medfører noget Ansvar, naar den fremkommer under en Arvetvist. – At Beskyldningens Sandhed i ethvert Tilfælde udelukker Ansvar, er udtrykkelig sagt i F. L. V. 28 (engi á søk á sønnu).

I B. R. 35 (95) nævnes en særskilt Bod (álagsbœtr) af 6 Ører for ubevislig Tyvssigtelse, hvorom Bestemmelserne iøvrigt er uklare. Ligesaa sætter B. R. 30 (87) en Bod af 6 Ører, naar Nogen „lýgr á mann þat, er hann á eigi at segja“, Herved synes efter Forbindelsen at maatte forstaaes nærgaaende Spøg, som dog ej var ærekrænkende. Ingen af de andre Love har noget Tilsvarende. – Endelig mærkes B. R. 31 (88), der sætter en Bod af ½ Mark (þokkabót hin mesta) for at skjelde Nogen ud for „Stodder“ eller give ham et Ørefigen.

Bøder til Kongen for Ærekrænkelse foreskrives ikke udtrykkelig i de ældre Love, undtagen hvor de medførte Fredløshed, i hvilket Tilfælde det følger af den almindelige Regel, at alt den Skyldiges løse Gods forbrødes til Kongen (og Bønderne eller Bymændene), se F. L. V. 26 (Hkb. 38) om Nidviser, og B. R. 33 og 35 om de groveste skjeldsord og ærerørige Beskyldninger, hvor det udtrykkelig er sagt. Da imidlertid ogsaa de groveste skjeldsord og ærerørige Beskyldninger, som ikke var støttede ved Heimskvid, i den virkelige Brug var gaaede over fra Fredløsheds- til Fuldretssag, opstaar der Spørgsmaal, om derved ogsaa den offentlige Bod er bortfalden. Dette synes ikke at have været Tilfældet. I B. R. 36 er det udtrykkelig sagt, at, hvis Æreskjænderen vil bøde, skal han bøde 3 Mark (= fuld Ret) til den Fornærmede og andre 3 Mark til Kongen og Bymændene, og samme Regel har vistnok gjældt i de øvrige Love overalt, hvor disse selv fremdeles betegnede Fornærmelsen som Fredløshedssag. Dette bestyrkes ikke alene ved Sammenligning