Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/100

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

nærmeren at have undgaaet Ansvar, naar han angrede og tilbagekaldte sine Ord.[1]

Blandt ærekrænkende Beskyldninger fremhæves særlig falsk Anklage (róg), Bagvaskelse hos Konge eller Høvding, hvilket paadrog Bagvaskeren samme Straf, som vilde have rammet den Beskyldte, om Beskyldningen havde været sand, G. L. 137; F. L. V. 28 (gl. L. II. S. 506) jfr. Hkb. 39,[2] samt G. L. 28 (gl. L. II. S. 495), Sv. K. R. 98. – Ifølge Frostatingsloven skulde ogsaa den, som ved Bagtalelse paadrog nogen Kongens Unaade, bøde ham 3 Mark (= Haulds Ret). – Her kan ogsaa mærkes de ovennævnte Bestemmelser i G. L. 157, F. L. IV. 7, 14 o. fl.: at, naar Eftermaalsmanden i en Drabssag forgjæves havde sigtet 2 Personer efter hinanden som Gjerningsmænd, der begge havde fralagt sig Sigtelsen, og han endnu sigtede en tredje, uden at kunne overføre ham Gjerningen, skulde han selv være undergiven samme Fredløshed, som han havde tiltænkt hin. Efter G. L. 262 skulde den Træl, som sigtede fri Mand for Tyveri, dræbes, hvis denne fralagde sig Sigtelsen.

Andre ærekrænkende ubevislige Sigtelser betragtedes som fjølmæli. Gulatingsloven indeholder imidlertid ingen særskilte Bestemmelser herom, jfr. dog G. L. 196, som erklærer det for Fuldrets-Ord at beskylde en Kvinde for Hor; se og G. L. 211. – Derimod indeholdt Frostatingsloven en Række Bestemmelser herom i V. 21–27 (gl. L. II. S.–505–6, der

  1. Jfr. Osenbrüggen, Studien zur Rechtsgeschichte S. 214 fgg.
  2. G. L. 137: Engi várr skal annan rœgja við konung né við sér ríkra mann. En ef hann fyrirrœgir fjørvi hans eða fé, þá hefir hann þar sínu fé fyrirrœgt ok sínu fjørvi, ef þat at rógi verðr. En ef hann kveðr nei við, syni með settar-eiði; fellr til slíks, sem hann hugði hánum. – F. L. V. 28: En sá, er sannr eða kunnr verðr at því, at hann rœgir manni við konung eða við biskup eða við jarl eða við lendanmann, þá, ef hann rœgir fjørvi manns, þá skal hann sínu fjørvi hafa rœgt, en ef hann rœgir fé, þá skal hann sínu fé jammiklu hafa rœgt, eða syni með lýrittar eiði. En ef meir kennir øðrum, at hann hafi fengit úþokka konungs af hans orðum, þá haldi fyrir einseiði eða gjaldi hánum þrjár merkr silfrmetnar. Engi á søk á sønnu.