Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/91

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Hauld 6, aarbaaren Mand 4, Reksthegn 3, Løsingens Søn 2 Ører og Løsingen selv 4 Ørtuger; efter M. L. VII. 20, aldeles som i Frostatingsloven: Kongen 3 Mark (24 ører), Hertug og Erkebiskop 2½ Mark (20 Ører), Jarl og Lydbiskop 2 Mark (16 Ører), Abbed og Abbedisse eller anden Kirkens Ombudsmand 12 ører, Baron, Stallar eller Mærkesmand 9 Ører, Hauld 6 og Bonde samt Udlænding uden højere Navnebod 4 Ører. Jfr. Chr. IV. L. VI. 19: Kongen 3 Mark (24 Ører), Adelsmand 9 Ører, Haulder 6 Ører, «andre Bønder, som er komne af fremmede Kongeriger og bosatte i Norge», 4 Ører. Chr. V. L. 1–22–17 skjelner alene mellem Kongens Jord (3 Lod Sølv) og Andres (1 Lod Sølv).

Fremdeles Saarboden til Kongen, hvilken nemlig var afhængig af Fornærmerens egen Stand, ifølge G. L. 185 og F. L. IV. 53: Saarede Kongen nogen Mand, skulde han efter begge Love bøde (til Lagdømmets Kasse) 48 Bauger (Ringe), hver paa 12 Ører, altsaa tils. 576 Ører = 72 Mark. Andre skulde bøde til Kongen: Jarl 24 Bauger = 36 Mark, Lændermand 12 Bauger = 18 Mark, Haulden 6 Bauger = 9 Mark; samt efter G. L. Bonden 3 Bauger= 4½ Mark, Løsingens Søn 2 Bauger = 3 Mark, og Løsingen selv 1 Baug paa 12 Ører – 1½ Mark; medens ifølge F. L. den aarbaarne Mand skulde bøde 4 Bauger= 6 Mark, Reksthegnen 3 Bauger = 4½ Mark og Løsingen 2 Bauger = 3 Mark, altsaa efter begge Love i Gjennemsnit det tredobbelte af Retten.

Ligeledes var Konernes Myndighed til at slutte Kjøb afhængig af Mandens personlige Ret; efter G. L. 56 jfr. M. L. VIII. 21, raadede Lændermandens Kone for ½ Marks (4 Ørers) Kjøb, Hauldens for 2 Ører, Bondens for 1, Løsingens Søns for ½ Øre og Løsingens egen Kone, hvis han har gjort sit Frelsesøl, for en Ørtug (⅓ Øre). Det tilsvarende Sted i F. L. XI. 22 jfr. 23 bestemmer blot, at Hauldens Kone raader for 1 Øres Kjøb, uden at tilføje videre om de øvrige Klasser; men sandsynligvis er det Meningen, at det ogsaa her skal af- og tiltage i Forholdet 2 : 3 op og ned. – Dette er i alle Fald klart med Hensyn til Bestemmelsen om, hvad en Mand uden sine Arvingers Samtykke kan give sin uægte Søn, nemlig efter G. L. 129: Lændermand 6 Mark,