være bleven fri for Tyrmsel til den Mand; omvendt havde den, der paastod at være befriet for Tyrmsel, uden at kunne bevise det, forbrudt alt sit Gods til Herren, og maatte bøde 3 Mark.
Trællevæsenet ophørte i Norge henimod Slutningen af det 12te Aarhundrede. De sidste Gange, Trældom forekommer i Sagaerne, er ved Slaget paa Re 1163, hvor det siges, at Kongens Trælle plyndrede Sigurd Jarls Lig (Heimskr. Magnus Erlingssøns Saga Kap. 14), og ved Slagsmaalet mellem Hirdmændene og Gjesterne i Bergen, Julen 1181, hvor Magnus Erlingssøns Træl Baard Skjold blev dræbt (Sverres S. Kap. 64). – Kristendommens Indflydelse og Vikingelivets Ophør maatte nødvendigvis medføre, at den Afgang, som ved Frigivelser og Frikjøbelser fandt Sted, sjældnere og sjældnere blev erstattet. Budet om den aarlige Frigivelse af Trælle blev ogsaa ifølge Overskriften til G. L. 4 og 5 hævet af Magnus Erlingssøn, og i Erkebiskop Sigurds Kristenret af 1244 (F. L. III. 19) er den lovbestemte aarlige Frigivelse af Trælle ombyttet med en Vejarbejdspligt. Bestemmelsen i Haakon Haakonssøns Retterbod i F. L. Indl. 20 vidner om, at der, som Følge af Trældommens Ophør, er indtraadt et nyt og stærkt Savn af frie Arbejdsfolk. I den nyere Lovgivning er alle Spor af Trældommen forsvundne.
Paa Island ophørte Trældommen omtrent paa samme Tid som i Norge. I Sverige og Danmark afskaffedes den først over et Aarhundrede sednere, og i de øvrige germaniske Lande bestod den endnu længere.
De forskjellige Klasser i de frie Mænds Samfund var betegnet ved en forskjellig personlig Ret (fullrétti, réttr einarðr) eller en fast Bod for de personlige Fornærmelser, der ikke enten var aldeles uafsonlige, eller efter sin Beskaffenhed medførte særskilte højere eller lavere Bøder, i hvilke Tilfælde dog Retten dannede Maalestokken ogsaa for disses
