Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


eller Gjerning; ikke gaa irette mod ham uden for at værge sin egen Sag, og ikke bære Vidne imod ham; ikke være i Flok og Følge med hans Fiender, eller gaa hans overmænd tilhaande uden hans Tilladelse; han maatte ikke engang forlade Fylket eller Landet uden hans Forlov, – alt under Straf af atter at falde tilbage i Trældom og have sit Gods forbrudt, saa at han maatte løskjøbe sig paany. Paa den anden Side var den forrige Herre forpligtet at sørge for sine Frigivne i Nød (vørn)[1]; han oppebar Bøder for Lejermaal med frigiven Kvinde, og tog Arv efter sin Frigivne og dennes Afkom indtil 9de Led, naar de ikke efterlod nære frie slægtninge (jfr. G. L. 106), og han maatte svare Leding for sin fattige Løsing (G. L. 296). Herren havde derimod efter G. L. 63 kun ganske undtagelsesvis nogen Pligt at forsørge den Frigivnes Børn, med mindre han havde taget Arven efter deres Forældre, som ikke havde gjort sit Frelsesøl; medens F. L. IX. 11 ubetinget paalægger Faderens Herre at forsørge 2 Tredjedele og Moderens en Tredjedel af sine Frigivnes efterladte Børn i Trangstilfælde.

Dette gjensidige Afhængighedsforhold, der ganske svarede til Romernes Klientel, sigtede vistnok ikke mindre i til den Frigivnes eget end til Herrens Tarv. Ti den Frigivne selv var ikke ved Fødselen Medlem af nogen Æt, og stod saaledes ene i Samfundet; først af hans Efterkommere opstod efterhaanden en ny Æt frie Mænd; men saalænge til disse gjennem et tilstrækkeligt Antal Slægtled havde vundet en befæstet Stilling, tiltrængte de en Støtte i en af de ældre Ætter. Tyrmselforholdet omfattede derfor ikke alene den Frigivne selv og hans forrige Herre, men strakte sig ogsaa til de nærmeste Efterkommere paa begge Sider. Efter Gulatingsloven omfattede det alene den Frigivne selv og hans Børn; efter Frostatingsloven, der i hele dette Forhold er

  1. Nogen tilsvarende Forpligtelse til at forsørge sin Herre, om han kom i Trang, paalaa ikke den Frigivne; det vilde ikke stemmet med de Gamles Begreber om den fribaarne Mands Værdighed, at han skulde blive «sin Løsings umagi». Kun hvor Trællen var frigiven uden noget Vederlag, var han efter G. L. 129 forpligtet at give sin Herre Underholdningsbidrag (fóstrlaun), hvis denne kom i Nød.