Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Bestemmelse i Loven, at der hvert Aar paa Lagtinget skulde frigives en Træl af Lagdømmet, skiftevis fra hvert af dets Fylker, og ligeledes hvert Aar til Julen frigives en Træl af hvert Fylke, skiftevis fra hvert af dets Hereder. Vederlaget herfor til Herren udrededes af hele det vedkommende Fylke eller Hered (G. L. 4 og 5, jfr. F. L. III. 19). – Ifølge G. L. 312 erholdt derhos den Træl, som i Kampen fældede en af Landets Fiender, til Belønning sin Frihed, og undertiden skjænkede vel ogsaa Herren sin Træl Friheden af egen Godhed eller til Løn for udvist Troskab eller vigtige Tjenester. Det almindelige var dog vistnok, at Trællene selv kjøbte sig fri (G. L. 61; F. L. IV. 55). Trællen synes da i Regelen, naar han betalte en Del af den vedtagne Løsesum, at have erholdt sin Frihed, mod efterhaanden at optjene det øvrige ved Arbejde for Herren. Ifølge Frostatingsloven erhvervede imidlertid Trællen, naar ikke mindst Halvdelen af Løsesummen var betalt, ingen personlig Ret lige over for Andre end Frigiveren selv; efter Gulatingsloven var den forrige Herre i dette Tilfælde berettiget til at inddrive den tilbagestaaende Løsesum af ham med Hug og Slag.

Frigivelsen foregik paa den Maade, at Herren førte Trællen til Kirke og lagde Evangeliebogen paa hans Hoved, eller «satte ham paa Kiste» og erklærede ham for fri. Nogen formelig optagen i de frie Mænds Samfund, saaledes som paa Island, var i Norge ikke foreskreven.

Selve Frigivelsen skaffede dog kun Trællen personlig Ret; men han betragtedes fremdeles som hørende til Herrens Husstand (jfr. G. L. 296[1]). Han var endnu i et Aar pligtig at arbejde for sin Herre, og kunde ikke raade for mere end en Ørtugs Kjøb eller indgaa Ægteskab uden dennes Samtykke; hans Børn havde ingen Arveret; men hvad han efterlod sig tilfaldt Herren (G. L. 56, 63 og 65; F. L. IX. 11 og 15), og hans Børn fik ingen højere Ret end han selv. Vilde han erholde en større Frihed, maatte han gjøre sit Frelses-Øl,

  1. «Telja sik í tal ok hjún sín øll, er haan á (leiðángrs) gerðum upp at halda fyrir, ok leysingja sína þá, er eigi hafa gert frelsisøl sitt; nu skal leysingi sjálfr gera fyrir sik, ef hann á fé til; eller skapdróttinn hans».