Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Tilfælde af Ildspaasættelse faldt derimod efter G. L. 99 Eden til Fredløshed for Trællen selv.

For adskillige Forbrydelser, der for frie Mænd medførte Fredløshed eller Bøder, var der for Trælle fastsat legemlig Refselse. For Tyveri skulde efter G. L. 259 indfødt Træl, i Lighed med frie, halshugges, men udenlandsk Træl pidskes. Ligeledes skulde Trælle for Arbejde paa Helligdage, Kjødspisen paa Fastedage og Børne-Udsættelse, hvilket for Frie medførte Bøder, stredes med Pidskning (G. L. 16, 20, 22; F. L. II. 2 og 28; B. K. R. 14; E. K. R. 12).

Hvis Klædningsstykker (føt) var stjaalne, og Gjerningsmanden var ubekjendt, formodedes en Træl at være den skyldige (F. L. XV. 8 og 15). Det samme gjaldt efter G. L. 154, naar nogen blev dræbt i et Følge, hvor en Træl var med: «da er denne Drabsmand, hvis de andre vil sigte ham derfor». Paa den anden Side straffedes ikke den Træl, som stjal i Følge med fri Mand (G. L. 261), eller som arbejdede paa Helligdag i Selskab med Frie (B. K. R. 14); men Ansvaret paalaa udelukkende den frie. Brugte en Træl ulovlig anden Mands Hest ener Baad, bødedes derfor intet; men Ejeren kunde uden Ansvar banke Trællen (F. L. X. 44).

En Træl kunde ikke være Vidne uden alene om Drab, øvet under voldeligt overfald paa Bonden i hans Hus (heimsókn), F. L. IV. 5[1]; jfr. G. L. 86, der om Grænsetvistigheder udtrykkelig siger, at Vidnesbyrdet er gyldigt, naar vidnet blot har sin Frihed paa den Tid, det aflægger sin Forklaring, om det end var Træl den Gang, da det gjorde Erfaringen.

§ 18.
Fortsættelse. Frigivelse. Frelsesøl. Tyrmsel.

Trældommen kunde ophøre ved Frigivelse uden Vederlag eller ved Løskjøbelse. Allerede, som det synes, kort efter Kristendommens Indførelse havde Gejstligheden udvirket den

  1. Svá skal þræll ok ambátt bera heimsóknarvitni sem frjáls maðr, ok svá átta vetra gamall maðr sem ellri.