Det er ikke rigtigt, naar der S. 53 siges, at den paabudne
Gjennemgaaelse af Loven i 1557 ikke fandt Sted. Ti en af de
i Herredagen deltagende Lagmænd har udtrykkelig bevidnet, at
«Lagbogen var læsen ifra Begyndelsen og til Enden og klarligen
udteet Artikel fra Artikel». – Men den «Forklaring» eller
«Reces», som man skulde have væntet udgiven som Resultat af
denne Gjennemgaaelse, kom ikke. Det hele er blevet ved en
personlig Konferens mellem Lagmændene.
Heller ikke er det rigtigt, naar det siges, at den ved Frederik d. 2dens Brev af 14 April 1572 befalede Sammenkomst af Lagmændene for at oversætte Lovbogen blev uden Resultat. Vi besidder endnu 3 Exemplarer af den ved denne Lejlighed istandbragte nye Oversættelse, hvilken sees at være foretagen efter den i det kgl. Bibliotek i Kjøbenhavn bevarede Borgartingslov-Codex No. 1642 qv. (codex Tunsbergensis), og formodentlig er udført af Tønsbergs Lagmand, Peder Friis. Men det kan ikke erfares, at Oversættelsen er bleven indsendt til eller auktoriseret af Kongen.
Det er uden Tvivl til denne nye Oversættelse der sigtes i Kongebrevene af 29 Januar, 5 og 30 Marts 1592, hvor det paa- lægges Lagmændene at tage «n af Lovbøgerne, som sidste Gang paa Danske er bleven udsat», for sig, gjennemse, korrigere og forklare denne. Dette sees ogsaa virkelig at have fundet Sted, og et Exemplar af Oversættelsen, med tilhørende 29 Retterbøder, der helt igjennem er gjennemgaaet, suppleret og korrigeret, aabenbar i den Hensigt at gjøre det brugbart for Trykken, bevares i Kristiania Universitets-Biblioteks Haandskriftsamling No. 553 qv. . – Men heller ikke dette blev indsendt til Regjeringen, auktoriseret, eller trykt. Rimeligvis har statholderen beholdt det hos sig til eget Brug.
Disse to Oversættelser (Anders Sæbjørnsens og Peder Friis’s) er saaledes at betragte som umiddelbare Forarbeider for Kristian » den fjerdes norske Lovbog af 1604, der endelig afløste Magnus Lagabøters Lov.
Jfr. G. Storm Om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Love, i Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1879 No. 14 S. 22–45.
