Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Underholdning (G. L. 61, jfr. 298[1], se og F. L. II. 2). Endvidere naar en Frigiven havde forsøgt at unddrage sig Tyrmselen (F. L. IX. 10, jfr. G. L. 66), eller en Kvinde havde ladet sig beligge (G. L. 198, F. L. II. 1 og IX. 16, B. R. 127, B. K. R. (II) 14, jfr. Fagrsk. Kap. 17), uden at kunne udrede den foreskrevne Bod af 3 Mark.

Ifølge F. L. X. 39, B. R. 163 (jfr. Hkb. 40 og M. L. IV. 28) kunde endvidere arbejdsføre Tiggere gribes af hvemsomhelst og benyttes som Trælle (fénýta), hvis ikke de selv eller deres Frænder løste dem med 3 Mark. Samme Bestemmelse indeholder den ældre Eidsivatings Kristenret (I) Kap. 45 om Kvinder, som for med Troldomskunster.

Ingen maatte sælge sin Træl ud af Landet, med mindre han havde gjort sig skyldig i Misgjerninger, da Herren i visse Tilfælde endog var pligtig dertil (F. L. XI. 20, jfr. G. L. 20, 22 o. fl.). – Løb nogen Træl bort fra sin Herre og blev greben, var Herren under Straf af Bøder pligtig at refse ham; udenlandsk Træl skulde gildes. I Paagribelsespenge (undingjalausn) var Herren pligtig at betale en Øre, hvis Trællen grebes inden Fylket; 2 Ører udenfor Fylket og inden Lagdømmet, og ½ Mark, hvis han grebes udenfor Lagdømmet (G. L. 68 jfr. 69; F. L. X. 40).

Beskyldtes en Træl for nogen Misgjerning, kunde Tortur anvendes for at bringe ham til Bekjendelse; dog maatte han ikke derved gjøres udygtig til Arbejde, og den saaledes frembragte Tilstaaelse gjaldt ikke i Rettergang som Bevis, med mindre den stadfæstedes ved sikre Kjendsgjerninger (G. L. 262[2], F. L. X. 40). Forsaavidt Herren derimod selv overtog Sagen, havde han, som det synes, altid Adgang til at frigjøre sin Træl med den almindelige Ed efter Sagens Beskaffenhed, ligesom til at fritage Trællen for Refselse ved selv at erlægge Beder. I Drabstilfælde faldt imidlertid efter G. L. 163 Ansvaret ubetinget paa Herren, hvis han havde forsagt at fralægge sin Træl Gjerningen, og Eden faldt. I

  1. Nú skal eigi leiðángr gera fyrir grafgángsmenn (Kap. 63), ef maðr leggr eigi skuld á þá.
  2. En af hann er svá píndr, at han segir stuld á hendr sér, þá segir hann med hræðslu, nema hann með sennum jartegnum segi.