Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Trælle, og skulde lade ham faa Orke ligesom disse. Skyldtrællen nød ingen personlig Ret lige over for sin Herre, dennes Kone og øvrige Trælle, og omvendt heller ikke disse sidste lige over for ham; men lige over for alle Andre beholdt han sin tidligere Ret; deraf skulde Herren tage saadan Ret som for sin Brytje, og det overskydende tilfaldt Skyldtrællen selv. Det samme gjaldt i Tilfælde af Lejermaal med Skyldtrællkvinde (jfr. G. L. 198). Kreditor kunde overdrage sin Skyldtræl til Andre indenlands; men ikke for større Sum, end Gjælden udgjorde, og han maatte ikke sælge ham som virkelig Træl (at mansali), under Straf af at bøde det almindelige Thegngilde, 40 Mark, med mindre Skyldtrællen løb bort eller forstak sig; ti derved tabte han sin Frihed for bestandig. Omvendt havde Skyldneren, hvis han ønskede at komme ud af Forholdet, Ret til i en halv Maaned at fare om i Fylket og søge Udvej til Gjældens Betaling. Fik Skyldtrællen Børn, paalaa deres Forsørgelse Herren; men Bekostningen herved skulde lægges til Gjælden, indtil denne var stegen saa højt, at han ikke tyktes mere værd; siden gik Børnenes Forsørgelse over paa Frænderne. Skyldtrællens Forsørgelse i hans Alderdom paalaa Herren; men denne havde dog den Udvej at eftergive ham Gjælden, medens han endnu var arbejdsfør; da paalaa Forsørgelsen Frænderne. Var Skyldtrællen trodsig og ikke vilde arbejde, og hans Frænder heller ikke vilde løse ham, var Herren berettiget til at lade ham dræbe eller lemlæste.[1]

I visse Tilfælde synes Skyldtrældom umiddelbart at være indtraadt med selve Forpligtelsen; saaledes naar en Frigiven havde faaet Henstand med Løsesummen (G. L. 61), eller naar Nogen ikke kunde erstatte, hvad der var anvendt til hans

  1. «Þá skal sá, er skuld á at hánom, eiga kost at høggva af hánom hvárt sem hann vill, ofan eða neðan», jfr. F. L. X. 26, B. R. 50. – At dette dog ikke har udtrykt den virkelige Brug, men alene Konsekvensen af den gamle Grundsætning: at Gjæld hæfter paa Skyldnerens Legeme, – ganske som den bekjendte Regel i de XII Tavlers Love hos Romerne: «tertiis nundinis partes secanto» o. s. v., – synes aldeles sikkert. Jfr. J. Grimms Rechtsalterthümer S. 616–18.