den ældre Borgartings Kristenret (II) Kap. 15, der tillader selv Trællen ustraffet at dræbe den, som han griber i Samleje med sin Kone eller Datter.[1]
Ogsaa den frie Mand kunde komme i Trællestilling, naar han ikke formaaede at betale sin Gjæld (skuldarmaðr), G. L. 71, jfr. F. L. X. 26 og B. R. 50.[2] Men denne Skyldtrældom ophørte igjen, saa snart Gjælden blev betalt, og Skyldtrællens retlige Stilling var forskjellig fra de egentlige Trælles, idet han navnlig ogsaa selv havde personlig Ret, ligesom Trældommen ikke gik over paa hans Afkom. Enhver ætbaaren Mand var berettiget til at give saavel sig selv som sit Barn i Pant for Gjæld (gefa í skuld); dog maatte Ingen give sit Barn for større Sum end 3 Mark, der synes at have været anseet som en Træls normale Værdi; men sin egen Person kunde han give for saa stor Sum, han vilde.[3] Kreditor var endvidere berettiget til at tage sin insolvente Debitor i Skyldtrældom, hvis ikke paa Opfordring hans Frænder eller Andre var villige til at udløse ham; men skyldnerens Barn kunde ikke tages. Overgivelsen i Skyldtrældom skulde ske til Tinge eller i Forsamling, og det skete var forbindende. Kvinde maatte derimod ikke tages i Skyldtrældom uden med Frændernes Raad Kreditor kunde bruge Skyldtrællen og holde ham til at arbejde paa samme Maade som sine øvrige
- ↑ «Nu á þræll víg um konu sína ok dóttur sina, ef hann tekr mann í hjá henni; þá skal hann ganga til brunns ok taka spann fullt vatns ok sletta á þan ok biðja heilan sofa mág sín». – Den fribaarne Mand havde derimod efter samme Lov Ret til at hævne Utugt med sin Kone, Datter, Moder, Søster, Stedmoder, Svigermoder, Steddatter, Sønnekone, Kones Søster og Broders Kone; den Frigivne eller hans Søn alene med sin Kone, Datter, Moder og Søster.
- ↑ Jfr. K. Maurer, Die Schuldknechtschaft S. 1–47; v. Amira, Das altnorwegische Vollstreckungsverfahren, S. 262–6.
- ↑ En ganske mærkelig Overensstemmelse viser sig i Enkelthederne mellem dette Forhold og det frivillige Tjenesteforhold efter de gamle russiske Love med de saakaldte Zakupleni eller Naimiti, der for en bestemt Betaling, forud erlagt i Form af Laan, havde forpligtet sig til i en bestemt Tid at arbejde for en Anden, – se Rektor Bloms Afhandling om det russiske Samfunds indre Tilstand i Varjægtiden i Frederikshalds Skoles Program for 1870 S. 27 fgg.
