Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/75

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

og deigja (Husholdersken) udgjorde en Ottendepart af Herrens egen Ret, og for de øvrige forholdsvis mindre. Kun i to Tilfælde tilfaldt Boden for Legemsfornærmelse Trællen selv, nemlig naar en anden Træl havde slaaet ham, saavelsom naar han fulgte sin Herre til Ting, Kirke eller Gilde, i hvilket sidste Tilfælde Trællen nød baugshelg, d. e. en Tolftedel af sin Herres Ret (G. L. 198, jfr. F. L. IV. 61 og XI. 21).

Omvendt stod Herren lige over for Tredjemand til Ansvar for sin Træl, med mindre han foretrak at abandonnere ham. Dog havde han i ringere Tilfælde ogsaa Adgang til at undgaa Bod ved selv at refse Trællen (F. L. X. 40; G. L. 163, 198 og 204, jfr. 16, 18, 20, 22).

Trældom opstod oprindelig ved Fangenskab i Krigen (hernuminn, hertekinn), og det synes endog, at enhver voldelig Bemægtigelse af et Individ, selv indenlands, har medført Forestillingen om en derved umiddelbart indtraadt Trældom (jfr. Beretningen i Eigla Kap. 57). Foruden ved Vikingetogene skaffede Nordmændene sig jevnlig Forsyning af Trælle ved Kjøb paa de udenlandske Trællemarkeder. – Derhos var en Trælkvindes Børn ogsaa Trælle; var begge Forældrene Trælle og tilhørte forskjellige Herrer, tilfaldt Barnet Faderens Herre; hvorimod denne maatte udrede en Bod til Moderens Herre for den ved Svangerskabet og Barselsængen bevirkede Formindskelse i hendes Arbejdskraft. Barn af fribaaren Kvinde med Træl var frit og hørte til Moderens Æt. Fri Mands Barn med Trælkvinde var Træl, men tilhørte sin Fader, hvis denne erkjendte det for sit; vedkjendte Faderen sig derimod ikke Barnet, tilhørte det Moderens Herre. Frigav Faderen sit med en Trælkvinde avlede Barn, før det var 3 Julenætter gammelt, var det hans tybaarne Barn og fik Faderens Ret, – efter F. L. dog blot ⅔ af denne (G. L. 57 jfr. 104; F. L. X. 47). Var Moderen selv derimod bleven frigiven inden Barnets Fødsel, agtedes dette som fribaaret, altsaa efter Omstændighederne som Hornung eller Risung (fellr frjáls á jörd, G. L. 61), om det end var undfanget, medens hun endnu var Trælkvinde; dog synes det ogsaa i dette Tilfælde nødvendigt, at Barnet efter sin