Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


var et for hine Samfundstilstande fremmed Begreb, som det først sent lykkedes den kristne Kirke at skaffe Indgang; i det gamle Samfund indtog enhver alene den Plads, han selv og hans Slægt formaaede at hævde, og den ufrie havde ingen Ret.

Kun de frie Mænd regnedes som virkelige Medlemmer af Samfundet (þegnar), og nød retlig Beskyttelse for sin Person (mannhelgi). Trællen (man; þræll – ambátt) betragtedes ganske paa samme Maade som enhver anden Herren tilhørende Ting, og stilledes ved Siden af Husdyrene (jfr. F. L. V. 18; B. R. 140[1]). Herren (skapdróttinn) kunde ustraffet dræbe eller lemlæste sin Træl; men han maatte vedstaa Drabet den samme Dag; ti hemmeligt Drab betragtedes altid som Mord (G. L. 182; F. L. V. 20[2] jfr. IV. I; B. R. 142). Ved Salg af Trælle indestod sælgeren for Lyder og lønlige Fejl paa samme Maade som ved Kvæghandler i Almindelighed (G. L. 57; F. L. V. 41, jfr. X. 48). Trælle anvendtes som regelmæssigt Betalingsmiddel for Gjæld (G. L. 223 jfr. 266 og 274; F. L. VIII. 3 jfr. gl. L. II. S. 508–9). Udleje af Trælle til Arbejde for Andre (mansleiga) betragtedes ganske som anden Leje af Kreaturer (G. L. 69; F. L. X. 31 Slutn.), og ulovlig Brug af anden Mands Træl behandledes ligesom andet fornæmi (G. L. 71 Slutn.). – Fornærmelser mod Træl betragtedes blot som Fornærmelse mod hans Herre: Drab medførte efter F. L. IV. 56 alene Skadeserstatning og Avindsbod til Herren; medens saar efter G. L. 215, foruden de almindelige Saarbøder, Lægeløn og Kosthold, endvidere medførte Erstatning for Trællens Arbejde, saalænge han var syg; hvorimod der selvfølgelig ikke blev Spørgsmaal om nogen Bod til Kongen. Andre Legemsfornærmelser mod Trælle, saavelsom Lejermaal med Trælkvinde, bødedes med en Bod til Herren i Forhold til dennes personlige Ret og Trællens Godhed, hvilken Bud for de 4 fornemste Trælle af begge Kjøn: þjónn (Hustjeneren), bryti (Gaardskarlen), seta (Stuepigen)

  1. Þat skal vera hálfgilt fé, er fé spillir fé horns ok hófs ok þræls.
  2. Ef maðr drepr þræl sinn til dauðs, þá skal hann segja mønnum til samdœgris; þá varðar hann þat alls ekki nema við guð. En ef hann gerir eigi svá, þá er hann morðingi.