Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/68

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

forklarede i den norske Lov, men derimod ide danske Recesser, maatte faa Tilladelse til at rette sig efter disse». Til at afgive Betænkning over denne Sag blev ved Kongebrev af 29 Juli 1632 nedsat en Kommission. Denne indstillede under 8 Marts 1633, «at der i de Sager, hvorom ingen fuldkommen Underretning i den norske Lov findes, efter den danske Lov samt der i Riget udgangne Recesser og Forordninger, som til Rettens Administration her i Norge bedst og forsvarligst kunde appliceres, kjendes og dømmes»; angaaende den nye norske Reces udtaler derimod Kommissionen sig ikke. Forslaget om at tillægge den danske Lovgivning subsidiær Gyldighed i Norge fik, som det synes, ingen ligefrem Afgjørelse, og det norske Lovarbejde blev uden Resultat; endskjønt der sees at være gjort forskjellige Forsøg med at bringe det i Gang (Kongebreve af 12 Marts 1636, 11 Juni 1639, 2 Aug. 1646, 5 Juni 1648 og 11 Novbr. 1653), og tillige at Forarbejder til den nye Lov virkelig har været gjorte.[1] – Allerede under 15 Februar 1631 havde Kongen paalagt Rigets Biskopper at samle og indsende de tidligere udgivne Anordninger om kirkelige Sager, samt afgive sin Betænkning om, hvad der i Ordinansen kunde behøve videre Forklaring. – Og under 9 Decbr. 1636 sendte Kongen et Udkast til en fælles Stadsret for de norske og danske Kjøbstæder, i hvilken den hele om Kjøbstæderne udgivne Lovgivning skulde indføres, til Betænkning af Borgerskabet i de fornemste Byer i begge Riger, jfr. Kgbr. 3 Februar 1639. – Men ingen af disse Kodifikations-Foranstaltninger sees at have ført til noget Resultat. Ved Hyldningen i 1648 begjærede Borgerskabet i Kristiania en Bylov, «hvorefter alt, som ikke til Landsloven kan henføres, kunde handles og forrettes», og ved Kgbr. 25 Aug. s. A. blev det bevilget, «at dem lige saadan Stadsret og Lov, som i andre vore Kjøbstæder i Danmark eller Norge brugeligt er, maa forundes». Men videre blev der heller ikke denne Gang af Sagen.

  1. Aubert, De norske Retskilder I. S. 66–70. Y. Nielsen, Jens Aagesen Bjelke S. 90, 100, 193, 194, 255, 302–4, 307, 330 og 367.