den største Del sammensat af fælles Kilder, og mange Artikler nævner udtrykkelig begge Riger (saaledes 1–4–13, 15, 17, 21, 22, 45, 59, 61, 65, 73, 83). Den 2den Bog, Om verdslige Politi, er derimod væsenlig hentet af rent danske Kilder, og har aabenbar alene Hensyn til Danmark; men ogsaa her nævnes begge Riger i flere Artikler (saaledes i 2–5–3 Slutn., 7, 2–8–6, 2–12–4, 2–19, 2–26, 2–28). Det har udentvivl været Meningen, at disse 2 Bøger nærmest skulde gjælde Danmark, og alene de Bestemmelser, som enten udtrykkelig var rettede til Norge, eller angik fælles Institutioner, have Lovskraft i Norge. Imidlertid blev der oftere opkastet Spørgsmaal, om ikke Recessen i sin Helhed var gjældende i Norge, uden at dog dette Spørgsmaal nogensinde sees at have faaet direkte Afgjørelse. Det kan dog ikke betvivles at dette vigtige Lovværk, ligesom tidligere den koldinghusiske Reces, har faaet en udbredt Anvendelse i den norske Retspraxis; den paaberaabes jevnlig i norske Domme, og i den følgende Lovgivning henvises oftere til den.[1] Det kan saaledes siges, at Kristian den 4des Reces i særlig Grad forberedede den Sammensmeltning af norsk og dansk Ret, som Kristian den 5tes Lovbog gjennemførte; ti Recessen, og navnlig dens 2den Bog, er en af Lovbogens vigtigste Kilder. Recessen blev opsendt til Norge ved Brev til Hannibal Sehested af 2 Januar 1645, men, i alle Fald ikke i Almindelighed, publiceret her. – Saavel den store som den lille Reces er trykt i Rosenvinges Samling 4de Bind.
Under Kristian den 4de sees der iøvrigt at have været truffet Foranstaltning til Udgivelse saavel af en ny Lovbog eller Reces, som en ny Kjøbstadlov og en ny Kirkeordinans for Norge, fornemmelig fremkaldt ved Forestillinger fra Kansler Jens Kjelke. Allerede i 1619 havde Bjelke fremsat Forslag om Udgivelse af en Reces, hvori Lovens Utydeligheder og Trykfejl kunde rettes, og paa Herredagen i Bergen 1631 androg Rigets Lagmænd blandt andet om, at der maatte bevilges dem «en Reces paa hvis mørkt og misligt findes i den norske Lov», og spurgte derhos, «om de i Sager, der ikke var
- ↑ Aubert, De norske Retskilder S. 79–84.
