kede (af Lensherren),[1] og deres Formænds Afgang havde fundet sæd til højst forskjellige Tider, saa at den samtidige Udfærdigelse af Eftermændenes Bestallinger alene er en Tilfældighed. – Uden Tvivl er det dog denne samtidige Udnævnelse, i Forbindelse med den næsten samtidige Afsættelse af de 2 Lagmænd, hvoraf Slange har lavet Fortællingen; i Virkeligheden var de tvende nordenfjeldske Lagmand de eneste, hvormed der i alle disse Aar ikke skede nogen Forandring.
Kristian d. 4des Lov var saaledes oprindelig bestemt alene at skulle være en korrigeret Oversættelse af Magnus Lagabøters Lov med tilhørende Retterbøder; men under Udførelsen er adskillige Forandringer gjorte. Derimod laa det ingenlunde i Planen, at den skulde være nogen ny Lov eller engang nogen Omarbejdelse af den gamle. I Lovens Fortale siges det, at alle baade gamle og nye Retterbøder er indførte i Loven paa det Sted, hvor de bekvemmest kunde henføres, «saa at alle Retterbøder dermed er afskaffede og ikke fornødent, at Dommeren mere end Loven i sig selv herefter har at agte». Men som Kodifikation er Loven yderst ufuldstændig, og selv som Oversættelse er Arbejdet maadeligt. Meget er blevet staaende som forlængst var ugjældende, saaledes de gamle Ledingsbestemmelser, den gamle Rettergangsmaade, Bødesystemet m. v., og tildels i Strid med Lovens egne Bud; Ordenen er forvirret; nyere Retterbøder indskudte paa Steder, hvor de ikke passer, og ofte forstyrrer Meningen af den oprindelige Text. Paa flere Steder har Oversætteren misforstaaet sin Text; stundum ogsaa gjengivet den paa Slump. Af nyt er kun yderst lidet tilføjet. Den gamle Lovs Kristendomsbolk er selvfølgelig udeladt, og alene Formularerne til Hyldingsederne tilføjet i Slutningen af Tingfarebolken. – Med alt dette kan det ikke betvivles, at Lovens Udgivelse maa have afhjulpet et overordentligt Savn; alene den Omstændighed, at den blev bekjendtgjort ved Trykken, var en Vinding, der maatte opveje en stor Del af dens Mangler.[2]
