mæssige Ret, og Byloven derhos fornemmelig ved specielle Privilegier og Borgernes selvgivne Vedtægter,[1] var blevne afændrede. Loven havde imidlertid aldrig været trykt; man maatte hjælpe sig med slette og indbyrdes uoverensstemmende Afskrifter. Hertil kom, at de danske Embedsmænd som oftest slet ikke forstod det norske Sprog, hvori Loven var skreven,[2] men i det højeste kunde ty til slette og ofte ganske urigtige Oversættelser. Trangen til en Revision af den snart 300aarige Lov maatte saaledes være særdeles følelig.
Allerede Kristian d. 3dje sees at have været betænkt paa en saadan Lovrevision. Ved Kongebrev af 18 Januar 1557 sammenkaldtes en Herredag til Bergen, hvor Lovbogen skulde gjennemgaaes og dens Uoverensstemmelser og Urigtigheder afhjælpes. Men dette skede ikke. Paa Herredagen udgaves alene en liden Reces angaaende enkelte Punkter i Landboretten, som ikke afhjalp Ulempen i nogen Maade. Under Frederik d. 2den blev det atter ved Kgbr. 14 April 1572 paalagt Lagmændene at træde sammen og udarbejde en korrekt Oversættelse af Lovbogen med tilhørende Retterbøder; men heller ikke denne Foranstaltning førte til noget Resultat. Formynderstyrelsen i Kristian den 4des Mindreaarighed gjenoptog Sagen og paalagde under 29 Januar, 5 og 30 Marts 1592 Statholderen, Axel Gyldenstjerne, i Forening med Lagmændene, Adelen og dere gode Mænd at tage en af de nyeste danske Oversættelser af Loven med tilhørende Retterbøder for sig, gjennemgaa og korrigere denne, for at den derefter kunde blive trykt og publiceret som Lov. Men heller ikke denne Gang førte det til Maalet; uagtet man ser, at der har været afholdt Møder i denne Anledning, og uagtet Regjeringen under 19 Juli 1593 gjentagende indskjærpede Lovarbejdets uopholdelige Fremme. – Endelig, da Kong
- ↑ Af saadanne haves adskillige bevarede, jfr. Aschehoug, Norges offentlige Ret S. 465–6; Aubert, De norske Retskilder I. S. 61.
- ↑ «Saa kunne og de danske og tydske Lehnsmænd, Fogeder og Præster ikke vel læse og forstaa dette norske, besynderlig hvad dennem er imod», – siger statholder Axel Gyldenstjerne i en Indberetning 1590 (Norske Samlinger I. S. 540).
