Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

forestaaende Kongevalg det ene Rige intet foretage uden det andets Raad, dat. 1 Februar 1482; med en samtidig Fortegnelse over de Brøst, Norges Rige mentes at have lidt i Christjern d. 1stes Tid[1] (Hadorph Rimk. Bil. S. 302–6).

13. Det norske Rigsraads Opsigelsesbrev til Christiern d. 2den af 5 August 1524 og Valgbrev for Frederik d. 1ste af 23 August s. A. (Dipl. Norv. IX. No. 532 og 534).

En vigtig Kilde til den offentlige Ret bliver i dette Tidsrum Kongernes Haandfæstninger eller Forpligtelsesbreve, som de ved sin Regjerings Tiltrædelse maatte afgive til Rigsraadet. – Efter Kalmarunionen var nemlig Norge blevet et Valgrige, og, efter Danmarks Forbillede, hvor Kongerne siden Kristoffer den andens Tid (1320) maatte afgive formelige Forpligtelser om at overholde de Vilkaar, som de havde underkastet sig for sit Valg, og hvor saavel Erik af Pommern som Kristoffer af Bayern havde udstedt Haandfæstninger til det danske Rigsraad, gjorde ogsaa det norske Rigsraad samme Fordring:

1. Christjern den 1stes Haandfæstning for Norge af 3 Juli 1449 er trykt i Hvitfeldts Krønike S. 845;

2. Karl Knutsons Haandfæstning for Norge af 20Novbr. 1449 (Dipl. Norv. VI. No. 531);

3. Kong Hans’s Haandfæstning for Danmark og Norge i Forening, eller den saakaldte Halmstadske Reces, af 1 Februar 1483 (D. Geh. Ark. Aarsberetn. II. S. 46–56);

4. Christiern d. 2dens Haandfæstning for Danmark og Norge i Forening af 22 Juli 1513 (D. Geh. Ark. Aarsberetn. II. S. 56–64, jfr. Lange, Norsk Tidsskrift I. S. 217–86);

5. Frederik d. 1stes Haandfæstning for Norge af 24 Novbr. 1524 (Dipl. Norv. VII. No. 594 jfr. No. 584).

Flere Haandfæstninger for Norge blev ikke afgivne, da Kristian d. 3dje i sin danske Haandfæstning af 30 Oktbr. 1536 Art. 3 lovede Danmarks Rigsraad og Adel, at, «hvis det lykkedes ham at bringe Norge eller nogen Del deraf i sin Magt, da skulde det herefter være og blive under Danmarks

  1. Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 572.