Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


kjendtes af Staten, medens Gejstligheden fra sin Side ligesaalidt erkjendte Statens Ret til at give Anordninger paa Kristenrettens Feldt, men Sagen dog ikke fra nogen af Siderne stilledes paa Spidsen, var det naturligt, at Konciliestatuterne kom til at beskjæftige sig med mangt og meget, der ikke just henhørte til de rent kirkelige Anliggender, men hvori de gamle Kristenretter var ufuldstændige eller utidsmæssige, uden at Gyldigheden af saadanne Anordninger mødte nogen Modsigelse. – Konciliestatuterne gjældte for hele den nidrosiske Kirkeprovins: Norge, Island, Færøerne, Grønland, Orknøerne og Sudrøerne. De er trykte i Norges gl. Love III. S. 229 fgg.

§ 12.
Unionstiden.

Ved Norges Forening med Danmark 1388 begynder ogsaa for Lovgivningens Vedkommende et sørgeligt Tidsrum Samfundet var berøvet sine naturlige Organer; Kongerne havde alene øje for sine dynastiske Interesser, og indre og ydre Uroligheder hindrede dem fra, selv om de havde villet, at 7 drage Omsorg for den indre Lovgivning. De eneste Anordninger i Tidsrummet 1388–1536 af nogen Betydning for Privatretten er:

Dronning Margretes Retterbod, given paa et Raadsmøde i Oslo 29 Marts 1392 (Dipl. Norv. VI. No 338), angaaende Mandebodens Anvendelse, Bøders Deling, Hor, Landkjøb og Strandkjøb[1] m. v.

Christiern d. 1stes Fr. om ulovlige Paalæg, Aager, Røveri m. v. af 10 Oktbr. 1453 (Paus S. 268), hans almindelige Landefred af 25 Juni 1455 (Paus S. 270) og Stadfæstelsen af det tunsbergske Forlig af 21 Januar 1458 (Dipl. Norv. IV. No. 941);

Kong Hans’s Forordning af 26 Juni 1483 (Paus S. 273) om personlig Arrest, urettelig Klage over Dommeren, Jords Forbrydelse, Stevnefald, Fejde mod Kongens Beskjærmelsesbrev og om Mynten;

  1. Munchs Hist. Unionsperioden II. S. 366.