Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/45

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

anden Side drev heller ikke den verdslige Magt Sagen til det yderste. Begge Parter fandt det klogest at lade det bero ved den ældre Tingenes Orden.

Imidlertid stod det ikke til at undgaa, at de ældre Kristenretter i dere Punkter maatte vise sig ufuldstændige og utidsmæssige, og i Anvendelsen tiltrængte Tillæg og Lempninger. Disse blev vistnok i Regelen hentede fra Jons Kristenret, der saaledes alligevel maatte faa en stor Betydning som subsidiær Retskilde. – Først ved Christjern d. 1stes Forordning af 21 Januar 1458 (Dipl. Norv. IV. No. 941) blev der tillagt Jons Kristenret fuld retlig Gyldighed.

Samtidig med Erkebiskop Jon i Norge og efter hans Anvisning udarbejdede Biskop Arne Thorlakssøn af Skaalholt (1269–1298) en Kristenret for Island hvilken væsenlig er overensstemmende med Jons, og som det lykkedes ham paa enkelte Stykker nær at faa vedtagen paa Altinget 1275 (Arna Bps. S. Kap. 14). Men Kongen protesterede herimod som Indgreb i hans Myndighed. Overenskomsten til Tunsberg bragte vel en foreløbig Afgjørelse; men, ligesom i Norge, fornyedes striden bagefter paa det voldsomste, idet de kongelige Ombudsmænd paastod at den ældre Kristenret skulde gjælde (Arna Bps. S. Kap. 36 og 67). Imidlertid synes Arnes Kristenret efterhaanden at have vundet Indgang i Praxis, og ved Magnus Erikssøns Retterbod af . 19 Oktober 1354 blev den tillagt retlig Gyldighed over hele Øen.[1]


Magnus Lagabøters norske Lovarbejder: hans Landslov, Bylov og Hirdskraa saavel som hans Kristenrets-Udkast i 2 Recensioner, og Erkebiskop Jons Kristenret, samt de under denne Konge udkomne, særskilt bevarede Retterbøder, er trykte i Norges gamle Love 2det Bind Chr.a, 1848. Landsloven er derhos særskilt udgiven af den arnamagnæanske

  1. Munchs Hist. IV. 1. S. 639–45; IV. 2. S. 70–81, 151; Unionsperioden I. S. 629; Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 24, 55–6 og 357; Maurer i Ersch u. Grubers Encyclopædie, Sect. I. Bd. 77 S. 25–27; Zorn, Staat u. Kirche in Norwegen S. 269–75.