Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


biskoppen allerede i 1278 havde udskrevet til Sommeren 1280, og hvor Kongen agtede at lade sin Søn Erik krone. Men Kong Magnus døde 9 Maj 1280, og Rigets verdslige Høvdinger, der forestod Regjeringen i Sønnen Erik Magnussøns (1280–1299) Mindreaarighed, vilde hverken anerkjende den tunsbergske Overenskomst eller Erkebiskop Jons Kristenret. Vel drev Erkebiskoppen igjennem, at den unge Konges Kroningsed kom til at indeholde udtrykkeligt Løfte om at overholde den tunsbergske Overenskomst (Dipl. Norv. I. No. 69), og paa Konciliet udgaves et udførligt Statut (N. gl. L. III. S. 229 fgg.), hvori der lyses Bann over Enhver, som paa nogen Maade gjør Indgreb i Kirkens Friheder. Men Høvdingerne ænsede det ene lige saa lidt som det andet. Tvertimod udgaves paa samme Rigsmøde 1280 en stor almindelig Retterbod (N. gl. L. III. S. 3 fgg.), der i flere Stykker supplerer Landsloven, og hvori forskjellige Emner, der ifølge Overenskomsten udelukkende henhørte under Kirkens Myndighed, behandles uden alt Hensyn til denne. Gejstlige blev stevnte for verdslige Domstole; Ledingsskat paalagdes dem som andre; det nye Tienderegulativ saavelsom den Erkebiskoppen indrømmede Myntret tilbagekaldtes, og det erklæredes, at ingen anden end Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Kristenret skulde gjælde i Landet (Dipl. Norv. III. No. 20, 21 og 30). Begge Parters Appel til Paven blev uden Frugt; Bannsættelse virkede intet, og Erkebiskoppen og hans Tilhængere dømtes fredløse (Arna Bisk. S. Kap. 36, N. gl. L. III. S. 32). Eftermanden døde Striden dog hen. Kirken opgav vistnok aldrig sin Paastand om den tunsbergske Overenskomsts og Jons Kristenrets forbindende Kraft; men den magtede ikke at drive denne Paastand igjennem: Gejstligheden maatte underkaste sig Landets Love og Domstole og finde sig i, at den ældre, altsaa fornemmelig Erkebiskop Sigurds, Kristenret forblev den gjældende, se Kongebreve af 1283 (Dipl. Norv. II. No. 20) og 14 Maj 1290 m. fl.[1] Paa den

  1. Munchs Hist. IV. 1. S. 559–60, 684–5; IV. 2. S. 4–19, 33–49 og 166–178; Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 10, 17–28, 25–45 og 63–5; Zorn, Staat u. Kirche in Norwegen S. 228–36 og 241–58; Maurer i Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 97, S. 56–9.