Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Baroner og Skutilsvennene Tittelen Riddere, begge med Prædikatet: Herre; det har vistnok hermed ikke været hans Mening at forbinde nogensomhelst nye Rettigheder; men det er ikke at betvivle, at den forhøjede Rang har bidraget sit til at give Hirdens Medlemmer en forøget politisk Betydning.[1] – En Grænsetraktat med Sverige afsluttedes c. 1270 (N. gl. L. II. S. 478),[2] og Privilegier tilstodes de østersøiske Stæder 18 Juli 1278 og 7 August 1279 (Dipl. Norv. V. No. 10 og 11).[3]

§ 10.
Erkebiskop Jons og Biskop Arnes Kristenretter.

Da Erkebiskop Jon røde havde drevet sin Paastand igjennem, og Kongen havde maattet afstaa fra at medtage Kristenretten under sin Lovrevision, foretog Erkebiskoppen selv at udarbejde en ny Kristenret for Norge. Denne synes allerede at være bleven færdig i 1273, men, efterat Forliget til Bergen var traadt ud af Kraft, udgiven i en ny Redaktion 1277. Den slutter sig i det hele til Sigurds Kristenret, men har fuldstændiggjort denne og overalt gjennemført den kanoniske Rets Grundsætninger. Bøderne for Kristendomsbrud er nedsatte til det Halve. – I to Haandskrifter siges det udtrykkelig, at Jons Kristenret er stadfæstet af Kong Magnus, og i ethvert Fald maatte dens Anerkjendelse fra Kongens Side følge som en umiddelbar Konsekvens af den tunsbergske Overenskomst. Derimod var hverken den tunsbergske Overenskomst selv eller Kristenretten lovtagen af Folket, hvilket maatte være en nødvendig Betingelse for begges Gyldighed, og denne Mangel bevirkede, at Kirkens Sejer over Staten ogsaa denne Gang blev af kort varighed.

Det synes at have været Erkebiskoppens Mening at forelægge Kristenretten for et Rigsmøde, der var berammet til Afholdelse samtidig med et Provincialconcilium, som Erke-

  1. Munchs Hist. IV. 1. S. 576–79 og 589–95.
  2. Munchs Hist. IV. 1. S. 646–50. Samll. Afhandl. I. S. 212 fgg. og II. S. 626 fgg.
  3. Munchs Hist. IV. 1. S. 667–9.