Hks. FmS. S. 162). Derhos havde han givet forskjellige Retterbøder navnlig om de højere Hirdklassers Forhold, som er indtagne i Hdsk. Kap. 48–52.[1]
Efter at Revisionen af den norske Lovgivning saaledes var tilendebragt, kom Raden atter til den islandske Lov. Járnsíða skulde nu ombyttes med en Lov, stemmende med den nye norske Lov. Et saadant Udkast blev ogsaa istandbragt af Kong Magnus, men først efter hans Død 1280 opsendt til Island med Lagmanden Jon Einarssøn, efter hvem den fik Navnet Jonsbók, og blev efter megen Modstand antagen 1281. Jonsbogen er endnu i Formen gjældende Lov paa Island.[2]
Uagtet Loven saaledes nu var bleven en og den samme over hele Norge, blev dog den gamle Regel, at hvert Lagting maatte have sin egen Lovbog, for saa vidt iagttaget, som Loven udtrykkelig blev given særskilt paa og for hvert enkelt Lagting, ikke underet for det hele Rige. Man fik saaledes fremdeles 4 Landslove, for de 4 Lagdømmer, altsaa en nyere Gulatings-, Frostatings-, Eidsivatings- og Borgartingslov, – og 4 Bylove, for de 4 Byer med eget Lagting (villæ forenses): Bergen, Nidaros, Tunsberg og Oslo. Men dette er i Virkeligheden alene at betragte som forskjellige Exemplarer af samme Værk. Ti de 4 Landslove er alle ganske enslydende med Undtagelse af Tingfarebolkens første Kapittel, samt at, hvor der f. Ex. i den ene staar Gulating, staar der i de andre Frostating eller Eidsivating eller Borgarting, ligesaa er de 4 Bylove aldeles lige, undtagen hvor den særlige Byordning foreskrives, ligesom vedkommende Bys eget Navn naturligvis er anført. Og dernæst er Landsloven og Byloven indbyrdes overensstemmende overalt, hvor ikke Byens og Landets særegne Forhold krævede Afvigelse, hvilket navnlig var Tilfældet i Udfare- og Kjøbebolkerne. Landslovens Landbrigde- og Landslejebolker er i Byloven ombyttede med en særskilt Politi-Anordning (bœarskipan), og en Søret (farmanna-lög)
