Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


for de Studerende, for hvem savnet af en Lærebog hidtil har gjort Universitets-Fundatsens Bud: at Retshistorie skal være et obligatorisk Examensfag, saagodtsom betydningsløst, at udgive mine Forelæsninger, om end i sin ufuldkomne Skikkelse, som Bog. Da jeg derfor i forrige Semester atter skulde foredrage Retshistorien ved Universitetet, og samtidig et tilfældigt Ophold i et andet mig paaliggende offentligt Hverv i denne Vinter har skaffet mig Tiden noget mere til Disposition, har jeg benyttet Anledningen til atter omhyggelig at gjennemgaa de tidligere trykte Brudstykker og at tilføje de manglende §§. Derhos har jeg fuldstændig omarbejdet Afsnittet om retskilderne, hvoraf et kort Grundrids allerede i 1853 var trykt som Manuskript, men nu naturligvis blevet ganske forældet. Paa denne Maade fremkommer nærværende Bind, der i sig danner et afsluttet Hele: Retskildernes og Privatrettens Historie. Hvorvidt det vil blive mig muligt sednere at lade det andet Bind: Strafferetten og Rettergangen følge efter, kan jeg ikke med Bestemthed sige, da navnlig Forelæsningerne over den sidste tiltrænger en saa gjennemgribende Bearbejdelse, at det er meget tvivlsomt, hvorvidt jeg dertil bliver istand. Jeg kan deg ikke endnu bekvemme mig til at opgive Haabet. – Den offentlige Ret, der oprindelig udgjorde 2det Afsnit, og hvoraf en enkelt §, om Krigsforfatningen, har været meddelt i Militært Tidsskrift 34te B. Chr.a. 1871, har jeg derimod bestemt mig til ganske at sløjfe, da dette Afsnit af vor ældre Ret er forholdsvis mere bearbejdet, saavel af Keyser og Munch som fornemmelig i Aschehougs Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814, Chr.a 1866, samt i flere yngre Forfatteres Skrifter.

Jeg har jevnlig i Noterne aftrykt de vigtigste Steder af de gamle Love, selvfølgelig med korrigeret Text og normal Retskrivning. Jeg har ikke troet at kunne forlange, at de Studerende skal anskaffe sig og benytte Udgaverne af vore gamle Retskilder; men paa den anden Side er Gjennemgaaelsen af et