Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Lagting for sig, at lade det hele udgaa som en fælles Landslov for Riget.[1] Vi har ogsaa bevaret Kristenretterne af de Lovbøger, der, som nævnt, var blevne foreløbig godkjendte i de 3 sydlige Lagdømmer. Paa Frostatinget i 1269 mødte derimod Kongen en kraftig Modstand af den nys udnævnte Erkebiskop Jon røde (1268–1282), der aldeles ikke vilde erkjende Kongen i nogen Maade berettiget til at befatte sig med den kirkelige Lovgivning, og Kongen opnaaede alene Tingmændenes Bemyndigelse til at ordne Frostatingsbogen i de Dele, «som angik de verdslige Ting og Kongedømmet». Under den Strid, som heraf udspandt sig mellem Kongen og Kirken, paastod Erkebiskoppen den i 1164 mellem Magnus Erlingssøn og Erkebiskop Eystein sluttede Overenskomst tagen til Følge, og paaberaabte sig endog det aabenbart falske Dokument, hvori Magnus skjænker Norges Rige til den hellige Olaf, og erkjender at udøve Kongemagten som dennes vasal. Striden endtes ved Forliget til Bergen af 1ste August 1273, afløst og noget ændret ved Overenskomsten til Tunsberg af 9de Aug. 1277 (N. gl. L. II. S. 455 fgg., Dipl. Norv. I. No. 64 og 65), hvorved Erkebiskoppen, mod at opgive Kirkens paastaaede overhøjhed over Staten, fik sine øvrige Paastande om fuld Uafhængighed af den verdslige Magt, selvstændig Lovgivnings- og Dommermyndighed m. v. anerkjendte.

Kongens Lovrevision kom saaledes alene til at omfatte Lovens verdslige Del. Imidlertid havde Kongen paa et Rigsmøde i Bergen 1271 udgivet en vigtig Retterbod om Mandhelgen, hvorved navnlig Blodhævnen ganske afskaffedes og Ættebøderne ophævedes, samt i 1273 en ny Tronfølgelov, hvorved navnlig Kognaternes Arveret nærmere bestemtes. – Derhos lod han udarbejde en ny Lovbog for Island, Jærnside (sandsynligvis fordi den var indbunden i Jærnplader), ogsaa stundum benævnt Hákonarbók, der i det væsenlige er en temmelig raa Sammenstøbning af Frostatings- og Gulatingsloven, især den første, og kun faa Artikler tagne af den

  1. Saaledes antages de islandske Annalers korte Notits ved Aarene 1267 og 1268: løgtekin Gulaþingsbók, løgtekin løgbók Upplendinga ok Víkverja, naturligst at burde forstaaes, – altsaa ikke om en endelig Antagelse af Loven.