M. L. VI. 11, 12, 13 og 15 har i det hele optaget Frostatingslovens Regler om dette Forhold. Men istedetfor dennes Bestemmelser om Besidderens Fremgangsmaade, naar Sælgeren ikke paa hans Opfordring vilde løse sin Jord, foreskrives der her blot, at Besidderen, naar han vil have sine Penge, kan indtale dem som vitterlig Gjæld. Det stod saaledes nu ikke længere i Sælgerens Magt, selv med fuldkommen Opgivelse af sin Løsningsret, at undgaa at tilbagebetale de modtagne Penge, og Forholdet havde saaledes igrunden tabt den sidste Levning af Betydning som Salg, og var gaaet fuldstændig over til Pant, kun med den Forskjel, at Panthaveren, saa længe Forholdet bestod, havde den fulde Dispositionsret over Pantet; Kap. 15 tilføjer, at, naar Besidderen af Stevne- eller Maalejord sælger den, kan den tidligere Ejer løse den fra hvem han vil, den første Kjøber eller den sidste. M. L. benævner dog fremdeles Kontrakten Salg; men Chr. IV. L. V. 8 kalder det ligefrem «sælge eller pantsætte til en vis Tid at gjenkjøbe eller indløse». At Chr. IV. L. har udeladt Slutningsbestemmelsen i M. L. om Panthaverens Adgang til at indtale sin Fordring som vitterlig Gjæld, kan her ikke komme i Betragtning, da dette alligevel fulgte af, at Kontrakten umiddelbart betegnes som en Pantsættelse.
I den hele følgende Tid vedblev saadan Pantsættelse til Brugelighed at være meget almindelig, Panthaveren betragtes ganske som Ejer, og det hændte vistnok ofte, at han beholdt Pantet som Ejendom, idet Sælgeren aldrig formaaede at løse det.
Som ovf. S. 195 omhandlet, blev det allerede i Slutningen af det 16de Aarhundrede brugeligt i Norge, ligesom i Danmark, at lade Pantebreve saavelsom Kjøbebreve indføre i Tingbogen, og Forsømmelse heraf antoges at bevirke Pantsættelsens Ugyldighed endog lige overfor Pantsætterens simple Kreditorer.
Bestemmelserne i Lovb. 5–7–8, 11, 12 er tagne af Rec. 1643, 2–15–9 og 11, hvis Kilde igjen er den danske Fr. 23 April 1632. Disse Bestemmelser angaar imidlertid nærmest almindeligt Underpant i faste Ejendomme.
