Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/341

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

som Pantsættelse, men som Salg med Gjenløsningsret, og det er vistnok først fra Begyndelsen af det 14de Aarh. at Opfatningen af samme som Pant, og det under det nyere Navn pantr (jfr. især de ovenfor citerede Dipl. Norv. II. 158 fra 1326 og V. 130 fra 1339; i Dipl. Norv. VI. 317 fra 1384 bruges Ordet veðsetja), – har gjort sig gjældende. I F. L. kaldes saadant gjenkaldeligt Salg forsala; i G. L. Salg til stefnu (naar Indløsningstiden var bestemt) eller til mála (naar samme var overladt til Sælgerens Forgodtbefindende). – Af denne Betragtningsmaade fulgte paa den ene Side, at Bestemmelserne om Lovbydelse og Odelsløsning her maatte komme til Anvendelse, og paa den anden Side, at Sælgeren, naar han undlod at løse Godset, intet Krav havde paa Forskjellen mellem dets sande Værdi og den for samme betalte, eller rettere forstrakte, Sum, saa at følgelig saadant Salg egentlig indeslutter en Pantsættelse med Kommissorialklausul. Dette sidste var nu vel ogsaa for saavidt ganske stemmende med de Gamles synsmaade, som G. L. 50 jfr. i E. K. R. 48 viser, at clausula commissoria oprindelig var forbunden med enhver Pantsættelse, hvor Pantet var Kreditor overleveret; imidlertid ser man dog, at Regelens Strenghed meget lempedes, især i M. L.

Det var ogsaa en ligefrem Følge af Kontraktens Egenskab af Kjøb og Salg, at Jordens Indtægter tilfaldt Kjøberen (Kreditor); dog fremgaar det af F. L. XII. 2, hvad iøvrigt maatte forstaa sig af sig selv, at, om end Salget i Formen omfattede den hele Gaard, var det dog i Virkeligheden ikke mere end saa stor en Del af samme, som omtrent svarede til den modtagne Kjøbesum (Laanet), hvoraf Besidderen oppebar Indtægterne, og som i Tilfælde af undladt Løsning endelig tilfaldt Kjøberen. Dog viser samme Sted tillige, at denne Dels sande Værdi forudsættes at overstige Laanet.

Frostatingsloven gjør ikke, saaledes som Gulatingsloven, nogen Forskjel mellem det Tilfælde, at en bestemt Indløsningstid er fastsat, eller ikke. I begge Tilfælde kunde saavel Sælger som Kjøber (Debitor som Kreditor) æske Salgets Opløsning. – I ethvert Fald skulde som ved andre Salg Jorden først lovbydes til Odelsfrænderne (G. L. 276 og 288,