Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/340

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

omtaler Underpant i fast Gods med Vindikationsret ligeoverfor sednere Kjøbere, og G. L. 41, M. L. VIII. 14, forudsætter ligeledes Underpant i Løsere: hvis den, der har lejet en Ko, har stillet Ejeren Pant i en anden (som altsaa tænkes at forblive i sin Ejers Værge), og den lejede Ko dør, skal Ejeren have den pantsatte til Vederlag, jfr. og G. L. 115.

Den almindelige Form, hvorunder Pantsætning af fast Gods forekommer i Diplomerne, er den, at Debitor overdrog sin Kreditor et vist Kvantum Jordegods til Brug eller til deraf at oppebære Indkomsterne, indtil Gjælden blev betalt. Almindelig vedtages det da udtrykkelig, at Landskylden af det pantsatte Gods ikke skal komme til Afdrag paa den skyldige Kapital, men derimod betragtes som Rente, hvilket man altsaa ikke har anseet stridende mod Aagerforbudet, se saaledes Dipl. Norv. I. 661 og 861, II. 599, 1039, 1052, Stundum vedtages det dog, at en Del af Indkomsten skal afskrives paa Kapitalen, f. Ex. Dipl. Norv. I. 995, eller at Kreditor først skal beholde Landskylden, naar Debitor ikke løser Pantet til fastsat Tid, Dipl. Norv. I. 570, eller endog at formeligt Regnskab over Godsets Indkomst skal opgjøres, Dipl. Norv. I. 603 og 604. Men i alle Tilfælde betragtes dog Panthaveren som Pantets egentlige Herre; i Dipl. Norv. II. No. 158 findes Exempel paa Brugspant paa 10 Aar, hvor Kreditor ligefrem siges at have «kjøbt» Godset, og Sælgeren forbinder sig til i Vanhjemmelstilfælde at «pantsætte ham andre sine Jorder»; jfr. VI. 317, der ogsaa indeholder Exempel paa en subsidiær Pantsættelse for Tilfælde af Vanhjemmel. Paa Kommissorial-Klausulen, der vistnok især i den sednere Tid blev temmelig sædvanlig, haves Exempel i Dipl. Norv. V. 130 og det nysciterede VI. 317. I det ovenanførte Dipl. Norv. I. 995, jfr. 1015, anvendes derimod Lovens Regel, at Panthaveren skal beholde Pantet efter lovlig Vurdering, og i Dipl. Norv. II. No. 514 overdrager Debitor formelig det pantsatte Gods Panthaveren til Ejendom, da han ikke ser sig istand til at betale Gjælden. – Paa Underpant i den nu sædvanlige Skikkelse findes i Diplomerne neppe noget sikkert Exempel.

I Lovene betragtes den her omtalte Pantsættelse ikke