Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/339

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Husværten i Byerne i Regelen bør gaa i Tak for sin løse Lejeboer; vil han ikke, skal han overlevere denne til Gjaldkaren til personlig Fængsling. – Disse Bestemmelser berører imidlertid nærmest Forpligtelsen til at være ansvarlig for sine Undergivnes Handlinger, og vedkommer saaledes ikke egentlig de kontraktmæssige Forhold.

Ved Pant (veð, i det sildigere Sprog pantr) forstodes i den ældre Ret saavel haandfaaet Pant som Underpant[1]. Hvad enten den pantsatte Ting var bleven overleveret i Panthaverens Besiddelse eller ikke, var Kontrakten lige retskraftig, og det hvad enten Pantet bestod i fast Gods eller i Løsøre. – G. L. 50 bestemmer i Almindelighed at i Tilfælde af dobbelt Pantsættelse skal den tidligste Panthaver have Fortrinet. For haandfaaet Pant stod Panthaveren til ubetinget Ansvar. Bortsolgte Panthaveren Pantet, kunde Pantsætteren tilbagesøge det fra Kjøberen inden 12 Maaneder; men efter den Tid havde han tabt sin Ret, jfr. 144. Var der fastsat en vis Tid til Gjældens Betaling, skulde Panthaveren til den fastsatte Termin vidnefast tilbyde Skyldneren hans Pant; løste han det ikke da, var det forbrudt (forveðja), jfr. E. K. R. 48. – Bestemmelsen gjentages i M. L. VIII. 20 med det Tillæg, at Panthaveren, naar Skyldneren ikke til den fastsatte Tid løser Pantet, har Valget mellem selv at beholde det efter skjønsomme Mænds Vurdering eller at sælge det til Andre, og af Kjøbesummen tage sig betalt for sin Fordring; men Resten skal udbetales Ejeren. Var ingen Tid fastsat, skulde Pantet løses inden 12 Maaneder. Chr IV. L. ibid tilføjer, at Panthaveren ikke maa overdrage Pantet til nogen Anden for en højere Sum end han selv har det, jfr. Lovb. 5–7–4. – Ogsaa F. L. IX. 28[2]

  1. Aubert, Kontraktspantets historiske Udvikling, i Norsk Retstidende 1872. S. 81 fgg. Jfr. Maurer, i Kritische Vierteljahrschrift XV. S. 287–51.
  2. Eign þá skal engi maðr selja, er í veð er løgð úmaga fjár, fyrr en úmagi er sáttr við fjárhaldsmann, síðan er hann er kominn til fjár síns. En þó at seld verði, þá fari úmagi til, þegar hann er fulltíða, ok løgfesti ok leggi fimtarstefnu; njóti þar vitnis síns, at sú jørð var í veði við hann ok láti dœma sér ok hafi síðan ok varðveiti til þess er hann hefir sitt.