Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/338

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

og eiða-tak og tak til járns kun i Eidsivatingsloven. – I M. L. er det processuelle Borgensystem udenfor Tyvssager aldeles bortfaldt; hvorimod M. L. VIII. 5, som før nævnt, indeholder en Bemyndigelse for Kreditor til før Dom at fængsle sin uvederhæftige Debitor, hvis Uvederhæftigheden ikke er forvoldt ved utilregnelige Ulykkestilfælde. Men i Tyvssager beholder M. L. IX. 4 fremdeles Taksætningen.

I Byerne spillede derimod det processuelle Borgensystem altid en vigtig Rolle, og tiltog endog, som det synes, mere og mere saavel i Anvendelse som i Strenghed. I den nyere Bylov bruges «taksætte» ganske synonymt med at sagsøge, saa at det maa antages, at alle mulige Søgsmaal har været indledede med Borgen-Stillelse. Heller ikke befriede der den Sagsøgtes Vederhæftighed ham nogensinde for Pligten at stille Borgen. Og endelig synes det, at man, navnlig mod Fremmede, ikke lettelig tog nogen Borgen for god; men anvendte Taksætning ligefrem som personlig Fængsling, for at fremtvinge promte Afgjørelse, saa at endog Hanseaterne i sine Traktater med Norge udtrykkelig betingede sig Fritagelse for Taksætning. – Efter Foreningen med Danmark gik det hele System af Brug. Taksætningen i Tyvssager gik gjennem den jydske Lovs ordning over til en Efterforskning af Besidderens Hjemmel, og Taksætningen i Gjældssager afløstes ved det i de danske Kjøbstæder brugelige Gjældsarrest-Institut.

I nær Forbindelse med den processuelle Borgen stod den ovenfor omtalte Borgen, som skulde stilles ved alle Handler om Hus, Skib og brugte Løsøregjenstande af enhver Art (heimildar-tak), se G. L. 254, B. R. 110 og 111, M. L. VIII. 10, 13, IX. 4, B. L. VII. 6–8, VIII. 8, hvilken Borgen skulde være Kjøberen ansvarlig for mulig Vanhjemmel, og efter M. L. ogsaa for anden Falskhed ved den kjøbte Ting, hvorhos den dækkede Kjøberen mod Tyvssøgsmaal. Jfr. ovf. S. 201.

Endelig kan mærkes M. L. VII. 59, hvorefter Høvedsmanden (stýrimadr) ipso jure skulde være Borgen (í vörðslu) for sine skibsfolk ved Sildfisket, naar de rejste bort uden at rette for sig. – Ligesaa forudsætter B. L. VI. 7, at