Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/337

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


endvidere tak til járns[1]. – Vægrede den Sagsøgte sig modvillig for at stille saadan Borgen (fœra tak), forfaldt han i Bøder, hvorhos Sagsøgeren sagesløs kunde sætte sig i Besiddelse af saa meget af hans Gods, som Fordringen udgjorde[2]. Var han derimod uvederhæftig, saa at han ikke formaaede at stille Borgen, forfaldt han vel ikke i Bøder, med mindre han afhændede eller forflyttede sit Gods; hvorimod Sagsøgeren var berettiget til at bemægtige sig hans Person og holde ham i Forvaring indtil Tinget; hvis han da ikke strax betalte eller hans Frænder løskjøbte ham, kunde han som en modvillig Debitor dræbes eller lemlæstes. Fritagne for at stille tak var paa Landet de, der ejede fast Gods eller Skib; men de var da under det anførte Ansvar pligtige til ikke at afhænde eller forflytte sit Gods.

Denne mærkelige Institution, der synes at have været udbredt over hele den ældre germaniske Ret, holdt sig i Norge meget længere end noget andetsteds. Imidlertid viser den sig allerede i vore ældste Love at være i Forsvindende paa Landet. Ti uagtet Hovedstederne, saavel G. L. 102 som F. L. III. 20 og X. 26, 27, omtaler brautar-tak og laga-tak som et almindeligt Retsmiddel, synes det dog at være Forudsætningen saavel i G. L. 102 som i F. L. III. 20, at det sidste alene kom til Anvendelse, hvor Retsforfølgningen opholdes ved mellemkommende Helligdage (tak til sóknardaga). Og hvor de særskilte Retsforholds Paatale behandles, findes intetsteds noget Spor af dets Anvendelse udenfor Tyvssager, i hvilke det var en almindelig Regel, at Besidderen var pligtig til at stille Borgen for den omtvistede Tings Tilstedeblivelse (kyrrsetu-tak, jfr. G. L. 254). I denne sidste Skikkelse var det ogsaa, at Tak-Institutionen andetsteds bevarede sig længst, indtil Pligten at stille Borgen i Tyvssager gik over i Forpligtelsen at paavise sin Hjemmel til de stjaalne Koster. Derhos omtales fjár-tak i vitterlige Sager aldeles ikke i Landslovene,

  1. En ef hann vill festa eið, þá skal taka til eiðar fá ok svá til járns ef hann vill þat festa.
  2. F. L. III. 20: Tœkr er saklauss eyrir svá mikill, sem søk var til gefin.