fra det 16de Aarh., at Debitors Samtykke udkræves til en Fordrings Transport, og at Ingen er pligtig at betale sin Gjæld til en Anden, end sin oprindelige Kreditor, medmindre Debitor er udenfor Heredet eller har undladt paa Anfordring at betale Gjælden til rette Forfaldstid; ti i disse Tilfælde skulde han være pligtig til at betale til den, hvem Kreditor havde overdraget sin Fordring ved Salg ener til Gave.
Ifølge F. L. IX. 29 indtraadte en almindelig Præskription af Retten til at indtale alle Gjældskrav (allar fjársóknir) i 10 Aar fra den Tid, Fordringen var forfalden, hvis den Berettigede da var myndig og indenlands, og ellers 10 Aar efter hans opnaaede Myndighed eller Hjemkomst. Men til denne Bestemmelse, der oprindelig synes at have været indskrænket til Arvekrav (jfr. G. L. 122); findes intet Tilsvarende i de øvrige Love, jfr. M. L. V. 18.
Laan af Penge eller Varer, der i det daglige Liv gik i Penges Sted, betragtedes lige med anden Leje, hvorfra det efter den gamle Opfatning alene adskilte sig derved, at de modtagne Ting ikke behøvede at tilbageleveres in specie, men kun in genere (jfr. G. L. 42). Navnlig var Debitor, naar Kreditor gjorde sig skyldig i mora accipiendi, altid alene ansvarlig, hvis Godset gik tabt ved hans Forsømmelse. (Jfr. G. L. 36, M. L. VIII. 4). – Renten (leiga) var aldeles overladt til Parternes Forgodtbefindende, og den almindelig vedtagne Rente (lögleiga, lagaleiga) synes at have været forskjellig i de forskjellige Lagdømmer. I Gulatingslagen synes den at have udgjort ⅛ af Kapitalen (4 Ører af hver 4 Mark Kapital aarlig), jfr. G. L. 115 og M. L. V. 14. I Trøndelagen forudsættes det derimod i F. L. XII. 2, at ⅕ eller 20 pCt. var den almindelige Rente. Rentesrente skulde imidlertid ifølge G. L. 42[1] ikke erlægges, med mindre det udtrykkelig var aftalt. – Eftermanden gjorde imidlertid den kanoniske Rets Regel sig gjældende, at al Rente var syndig,
- ↑ Nú leigir maðr gull eða silfr at manni, eða hvatki fé er maðr leigir, þá skal hann leigu af reiða sem á var løgð, til hann segir at løgum leigu af. Leigu þá er á gengr skal maðr eigi leiga, nema þar sem leiga er á løgð, ok verða þeir á þat sáttir.
