Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/331

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Den eneste Indsigelse, som kunde tænkes at ville blive fremsat mod vitterlig Gjæld, maatte saaledes være, at Fordringen af en lovlig Grund var ophørt; ti den Indsigelse, at Gjælden lige fra sin Stiftelse var ugyldig, var vistnok ikke stort mere end tænkelig. G. L. 35 tænker sig ogsaa aabenbar, at Debitors Tvivl om det vitterlige Kravs Retsgyldighed alene kan have sin Grund i Vankundighed, medens G. L. 59 og M. L. VIII. 2 ligefrem forudsætter, at Paastand om, at opfyldelsen har fundet Sted, er den eneste gyldige Indsigelse fra Debitors Side. Herom foreskrev Lovene, at en Gjælds Betaling (skuldar-lykting) altid skulde ske vidnefast, og mod Betalingsvidner (ályktar-vitni) kunde Mod-Vidner ikke føres; havde Nogen derimod betalt en Gjæld uden at tage Vidne derpaa, foreskrev G. L. 116[1] jfr. M. L. V. 14 udtrykkelig, at han maatte betale op igjen (hvad enten Gjælden fra først af var vitterlig eller ikke, synes her at maatte være ligegyldigt paa Grund af den i enhver exceptio solutionis liggende Erkjendelse) – og siden søge sin Regres med kvaða (altsaa som en uvitterlig Gjæld).

En Gjæld kunde ogsaa betales ved at overdrage Kreditor en Fordring paa Tredjemand (skuld-skeyting), G. L. 55, Hkb. 127, M. L. VIII. 21[2]. Saadan Transport skulde ske vidnefast, og naar Kreditor havde modtaget den, var Gjælden dermed betalt, uden at der, som det synes, paalaa Debitor noget subsidiært Ansvar, om den nye skyldner ikke kunde betale. – Et enkelt Haandskrift af M. L. (Cod. mbr. Arnam. 56 qv.) har imidlertid paa dette Sted en Marginaltilsætning

  1. Skuld er engi goldin, nema váttar viti. En ef hinn dylr, þá verðr hann at gjalda aðra, ok sœkja sitt með kvøðum aptr.
  2. Nú heimtir maðr skuld at manni, ef hann er innan fylkis, ok skuldskeytir hann hánum við annan mann, þá hefir hann lokit þeirri skuld sér af hendi, ef þar eru vitni til, – Tillæg: ef sá vill játa at gjalda, er lúka skal. En ei er hann skyldr at gjalda øðrum en þeim, er fyrst átti fé at hánum; nema hann sé utan heraðs eðr eigandi hafi áðr heimt í réttan gjalddaga ok fengit eigi; þá á sá er síðar tók þá skuld at kaupi eðr gjøf, ok er réttr heimtandi þess fjár ok eignar-maðr, ef hann hefir løglig vitni, at hinn heimilaði hánum þat fé, ok er hinn þá við skyldr.