Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/330

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


B. R. 158, M. L. VIII. 3). Alene hvis den sagsøgte paaskjød Uvidenhed i Loven, kunde han ifølge G. L. 35 kræve Dom. – Var Gjælden derimod ikke vitterlig, og skyldneren ved Paakravet (kvaða) heller ikke erkjendte sin Forpligtelse (festa fé), hvorved denne eo ipso gik over til at blive vitterlig (eindagat fé), maatte Skyldneren «fæste Dom» derfor og byde den i Loven bestemte Ed i Forhold til Fordringens Størrelse (Egened for 1 Øre, Tomandsed for 2 og Lyrittered for 3 Ører eller derover), G. L. 37, F. L. X. 4–18 jfr. V. 42 og Indl. 15, M. L. VIII. 2 og 4). Aflagde han nu ikke Eden, betragtedes derved Forpligtelsen, paa samme Maade som om den var stadfæstet ved Dom, for at være bleven vitterlig (dœmt fé). Den blotte Benægtelse, uden udtrykkelig at byde og fæste Ed, havde ingen Retsvirkning (G. L. 75, M. L. VIII. 4 Slutn.[1]).

Mod død Mands Arvinger kunde imidlertid ikke fordres Ed paa andet, end at Forpligtelsen var dem ubekjendt (G. L. 38, F. L. X. 23 jfr. XIII. 1 Slutn., B. R. 156, M. L. VIII. 6), altsaa ingen Visheds- men kun Uvidenheds-Ed; «ti Ingen skal sværge for den Dødes Bryst». Det kunde saaledes i Regelen ikke nytte at fordre anden end vitterlig Gjæld i Dødsboer. – Med Hensyn til Bøder, som var forskyldte, men ikke endnu fæstede inden Gjerningsmandens Død, bestemmer F. L. XI. 11, at Arvingen er pligtig at udrede samme, hvis Forbrydelsen er vitterlig og Boet tilstrækkeligt; dog først efter at Forlagsøre og anden Gjæld er udredet (jfr ovf. S .159–60).

Paa den anden Side stod Adgangen til at kræve den angivelige Skyldner eller hans Arving paa Ed bestandig Fordringshaveren aaben og præskriberedes aldrig; hvorimod Adgangen til at bevise sin Fordring med vidner forældedes i 20 Aar. «Sagen ligger i Salt, naar Sagsøgeren duger»; se G. L. 39, M. L. VIII. 6. Vitterlig Gjæ1d tabte altsaa sin Vitterlighed om 20 Aar, skjønt Forpligtelsen selv blev staaende.

  1. Ef veriandi vill hvárki fé festa eða eið vinna, þá sannar hann sér skuld á hendr.