Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/329

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Forpligtelse til at tilbagelevere den laante eller lejede Ting o. s. v., G. L. 36 jfr. 49 og 144; F. L. X. 6, VIII. 4; jfr. G. L. 43 Slutn. og M. L. VIII. 16. Under Gjældssager (fjársóknir) henhørte altsaa alle Søgsmaal, hvis Øjemed var at erholde Formuesgjenstande, i Almindelighed, uden Hensyn til Forpligtelsesgrund, – alene med Undtagelse af Søgsmaal angaaende fast Gods og Paatale af Forbrydelser; (ti om end de sidste alene medførte Bøder, ansaaes disse dog ikke som Sagens nærmeste Gjenstand). – Denne Opfatning stemmer for det første ganske med det oven berørte Princip, at Formuesrettigheders Anerkjendelse var uafhængig af deres Grunds Beskaffenhed, idet Retten altid kunde indtales i samme Udstrækning som Parternes Overenskomst medførte, hvoraf altsaa følger, at Vindikation eller personligt Søgsmaal alene beroede paa, hvorvidt den Berettigede gjorde den ene eller anden Ret gjældende, jfr. M. L. VIII. 13 om Vanhjemmelssøgsmaal. Dernæst er den en naturlig Følge af, at de Gamle ikke skjelnede mellem fungible og ikke fungible Ting som forskjellige Begreber; men blot ansaa det som et tilfældigt Punkt i Aftalen, hvorvidt en Forpligtelse skulde gjælde en individuelt bestemt Gjenstand eller en Kvantitet, saa at altsaa ogsaa her Forpligtelsens forskjellige Udstrækning alene havde sin Grund i Parternes egen Vilje, ikke i Loven. Jfr. ovf. S. 187–9.

Ved alle Formuesforpligtelser angaaende Løsøre skjelnedes fornemmelig mellem, hvorvidt de var vitterlige (vita fé) eller ikke, G. L. 36, F. L. X. 19–22. B. R. 157. Vitterligt Gods var det, som enten var lovet eller haandfæstet i Vidners Overvær eller som bagefter var erkjendt for Vidner. Derhos ogsaa det, som Nogen var dømt til at udrede, eller som han ikke lovligen havde fralagt sig med den pligtige Ed (jfr. ovf. S. 190–1). – Alle vitterlige Forpligtelser var den Forpligtede (skuldarmaðr, skuldunautr) pligtig til at betale uden Rettergang, naar den Berettigede paa lovlig Maade og til den bestemte Tid krævede det (G. L. kraf, F. L. útbeitsla); i modsat Tilfælde kunde han stevnes til Tinge for Ran og Retsfornægtelse, og Gjælden tillige med Bøderne umiddelbart inddrives ved Tingmændenes Hjælp (G. L. 35, F. L. X. 24,