Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/326

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Sted, hvilket paa Island endog var den eneste tilladelige Form. (Jfr. ovf. S. 185).

Var Nogen dragen bort fra Landet og havde efterladt en Fuldmægtig, var denne ipso jure kompetent til at foretage alt Fornødent paa hans Vegne (fjárhaldsmaðr) paa samme Maade som Værgen for den Umyndige (G. L. 47 jfr. 41, F. L. XIV. 1, 5 og 6, M. L. VIII. 8[1], Chr. IV. L. ibid, jfr. M. L. VIII. 14, Chr. IV. L. ibid). Fuldmagten varede i Mangel af anden Aftale i 3 Aar, efter hvilken Tid den af sig selv ophørte, hvis den ikke udtrykkelig blev fornyet. Til enhver Tid kunde Fuldmagten tilbagekaldes og ved Principalens Død ophørte den ipso jure. Naar Fuldmægtigens Bemyndigelse saaledes af den ene eller anden Grund ophørte, var den næste Arving, ligesom naar Nogen var udenlands uden at have efterladt sig nogen Fuldmægtig (G. L. 41, 47, 286), rette Vedkommende til at optræde paa hans Vegne, jfr. F. L. Indl. 4 Slutn., IV. 9 og M. L. I. 9. I Løsningstilfælde var efter F. L. XII. 8 Lejlændingen rette Sagvolder. – Ved Rb. 8 Jan. 1357, optagen i Chr. IV. L. VII. 3, bestemtes at naar Nogen havde forbrudt sig, og derpaa drog af Landet, inden han havde rettet for sig, og ikke han selv eller hans Ombudsmand indfandt sig inden 12 Maaneder, skulde hans efterladte Gods tages i Besiddelse af hans Arvinger, som deraf skulde udrede alle Fordringer, saa længe det strakte til; men Godset skulde dog strax forsikres under fuld Borgen og Forvaring (kyrsetjast undir fullu vörðslu ok geymslu) efter Kongens Ombudsmands Skjøn.

Enhver Jorddrot, som ikke selv boede i Fylket, var ifølge Frostatingsloven pligtig til der at have en Fuldmægtig, som skulde repræsentere ham i alle Retsforhold vedkommende Jorden, se F. L. XIV. 1–4, optaget i M. L. VI. 17, VII. 7 og 26, Chr. IV. L. resp. 12, 6 og 24. Herom gjaldt den

  1. Ef maðr ferr af landi brott, þá skal sá halda fé hans þrjá vetr, er umboð hans hefir at løgum, ok sá skal hafa vørn ok sókn fyrir hánum. En ef hann er lengr brottu en þrjá vetr, þá skal sá hafa fé hans at varðveita, er arfi er næstr, ok eyði ekki af. En ef hann kemr aptr, lúki slíkt upp, sem hann tók ok váttar vitu.