Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/325

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


mægtig, hvad enten man selv var tilstede eller ikke; dog maatte man ikke benytte nogen, der var af højere Stand end Vederparten. Herfra gjaldt alene Undtagelse for Kongens og Erkebiskoppens Sager, hvilke i ethvert Tilfælde kunde søges af deres faste Ombudsmænd. Ifølge F. L. IV. 4 og XV. 1. M. L. IV. 3, skulde Kongen, naar han sigtede nogen Mand for Forræderi, opnævne en Mand af sin Hird, der var jævnrettes med den Anklagede, til at paatale Sagen, og hvis den Anklagede var Tyrmselmand (M. L. aarbaaren Mand), skulde der opnævnes en Bondesøn af Hirden til Sagens Paatale, hvilken derhos ikke maatte finde Sted, saa længe Kongen selv var inden Fylket. Ligesaa maatte efter G. L. 271 Kongens Aarmand ikke paatale hans Odelsret, naar Kongen selv var tilstede i Fylket. – Efter G. L. 47 jfr. Hkb. 117, og M. L. VIII. 8 jfr. B. L. 10 paaligger det derimod enhver fri og myndig Mand, som er tilstede i Fylket, selv at søge sine Sager; alene Hjemstevne og Domfæste kunde han lade udføre ved en Fuldmægtig, ligesom Rb. 1316 (N. gl. L. III. S. 120–1) tillader at foretage Udsigelsen i Odelssager ved Fuldmægtig. Kvinder, Umyndige og Fraværende kunde derimod lade sine Sager udføre ved Andre; dog ogsaa her med den samme Indskrænkning, at Fuldmægtigen ikke maatte være af højere Stand end Vederparten; M. L. VIII. 8 tilføjer forresten den mærkelige Bestemmelse, at Kongens Ombudsmand er pligtig til at paatale deres Sager, som formedelst Ukyndighed eller Uforstand ikke selv formaar det, uden anden Godtgjørelse end de af Sagen flydende Bøder[1]. G. L. 290, M. L. VI. 13 synes at vise, at Kvinder ikke maatte møde i Rette mod Mænd. – Overdragelse af saadant ombud skede ved Haandsal (handselja sókn eller vörn), og det almindelige synes at have været, at man i saadanne Tilfælde overdrog Fuldmægtigen selve Sagen (handselja málit), hvorved Fuldmægtigen i enhver Henseende traadte i Partens

  1. Sjálfr skal hverr sína sókn sœkja innanlands, frjáls maðr ok fulltíða. En ef hann hefir eigi kunnustu til eða menning, þá sœki konungs umboðsmaðr hánum til handa, ok óðlist með því þá sekt er við liggr at løgum, ok ekki framar.