Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/324

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Disse Bestemmelser er igjen sammenfattede i Chr. IV. L VII. 23. Hertil sluttede sig igjen de udførlige Anordninger om Tjenestefolk og Løsgjængere af 16 November 1619 og 15 August 1655, hvor der sættes Grænse for Tjenerlønnens Størrelse, forbydes at fæste sig i Tjeneste paa kortere Tid end helt eller halvt Aar eller at gaa i Dagarbejde, samt foreskrives Opsigelse 8 Uger før Fardag, hvorhos det paalægges Lensherrerne nogle Gange aarlig at anstille Inkvisition efter Løsgjængere, og «forskikke dem i Jærn til Kjøbenhavn». Disse Bestemmelser er igjen Kilden til Lovb. 3–21–4 til 11 samt 16 til 21, se og Fr. 12 Maj 1657. – I Forbindelse hermed kan ogsaa mærkes Forbudene mod Landstrygere og Slagskjæmper i M. L. IV. 27, Chr. IV. L. 23, Chr. Hvitf. Reces 11 November 1544 Art. 2 (Krag II. S. 378), Priv. 14 Februar 1582 Art. 10, Fr. 28 Januar 1591 og 13 August 1598, samt de forskjellige Anordninger om Pasvæsenet.

Nogen almindelig Forskrift om Flyttetid og Opsigelse gives ligesaalidt i Tyendeforholdet som for Huslejekontrakten; men sandsynligvis har den samme Fardag gjældt her, som for Lejlændingsforholdet. Maaske dog ogsaa anden Tirsdag efter Paaske (þókutýrsdagr) har været almindelig Flyttedag.

Lovene giver ingen Anledning til at antage, at Husbonden har haft nogen Ret til at anvende Hustugt paa sit frie Tyende, jfr. G. L. 71, der forbyder at anvende Eng og Slag paa Skyldtrællen, medmindre han ikke udfører det pligtige Arbejde, se ogsaa F. L. VII. 24[1] og M. L. 111. 10 sammenholdt med G. L. 300, der viser, at legemlig Refselse i Regelen kun var anvendelig paa Trælle.

Om Fuldmagts-Forholdet indeholder de gamle Love adskillige vigtige Bestemmelser, navnlig om Retsfuldmægtige og om Fuldmægtige for fraværende Jordegodsbesiddere.

Ifølge F. L. X. 29 og 36, B. R. 160 og B. L. VII. 24 var man i Rettergang altid berettiget til at benytte Fuld-

  1. Ef frjáls maðr gengr í matgerð á skipi, þá á hann engan rétt á sér við skipara á skipi innanborðs, ef hann hlýtr fyrir þess sakar úvæni, at hann gerir eigi slíka reiðu hásetum ok stýrimanni, sem skilt er á hendr hánum.